63 / 176
Je g besvarede Spørgsmaalet med et »Ja vel, Hr.
Oberstløjtnant.«
»Har De paatalt det?« spørges der.
»Nej, Hr. Oberstløjtnant, for det er rigtigt!«
Je g fik derefter et Resumé af nogle Udtalelser, som
Oberstløjtnanten var fremkommen med o verfo r Offfcers-
korpset ved en Vagtparade, da jeg i Følge Kundg. for H.
var bleven ansat ved 21. Bataillon, med hvilke Udtalelser
Oberstløjtnanten, der kendte mig godt fra 2. Jæ ger
korps, ikke havde gjort mig nogen Tjeneste, hvor god
Meningen end havde været med dem.
Resuméet
endte med, at Chefen højt udtalte de Ord: »Men
hvis De svarer mig en eneste Gang endnu, bliver
De arresteret,« og dermed red han bort.
Det var første jeg Gang jeg var bleven truet med
Arrest, og jeg var mig ingen Skyld bevidst! Je g havde
jo kun svaret paa bestemte til mig rettede Spørgsmaal.
Efterat Bataillonschefen havde forladt mig, kaldte
jeg paa Kompagniets Premierløjtnant og beordrede ham
til at være belavet paa at overtage Kompagniet fra den
næste Dag; thi det var min Bestemmelse at melde
mig syg under Resten af Eksercertiden, og saaledes
skete det. Som Invalid kunde jeg let faa en Grund
til min Sygemelding, thi jeg havde alt i flere Dage
gaaet med Smerter i Rygsaaret fra 1848.
Je g var altsaa kvartersyg, og nogle Dage før Eks-
ercertidens Slutning kom Bataillonens elskværdige
Major, der havde været min Kompagnichef i 2. Jæger
korps en Tid under og efter den første slesvigske Krig,
og vilde foranledige, at jeg gik op til Oberstløjtnanten
for at gøre ham en Undskyldning, thi jeg maatte dog
erindre, at han var vor fælles Chef.
58