72 / 176
67
»Die Dänen kommen wieder, die Dänen kommen
wieder!« og derefter kunde jeg fortsætte Marchen ufor
styrret af Pøbelen.
1
den sidste Gade, som Kompagniet passerede,
stod en Segeberger Borger paa en høj Stige, der var
sat op ad Muren, i travl Virksomhed med at pynte
sit Hus. Da Kompagniet marcherede forbi Dekoratø
ren, kom en af dets Underofficerer i Berøring med
Stigens nederste Del, og jeg saa den intet ondt ven
tende Slesvig-Holstener falde ned med sin Stige og
sine Flag i Favnen. Je g saa det og — saa det ikke,
thi Sergent S., der var en af mine bedste Underoffi
cerer, gjorde det med Villie!
Udenfor Segeberg gjorde jeg et kort Holdt, skrev
Kvitteringen til den ængstelige Postmester og afsendte
skriftlig Melding til Regimentet med en Rytterordon
nans. Je g havde nu to Marchdage å c. 4V2 Mil, og
da Bagagen m. v. var afgaaet med Regimentet, var
jeg mere mobil. Kompagniet var gjort bekendt med
mine Marchfordringer, at eventuelle syge ikke vilde
blive kørte, da Vogn vanskeligt kunde erholdes, og at
Indkvarteringen for Natten var indskrænket til to større
Herregaarde. Da Marchen havde varet c. 2 Timer,
modtog jeg Melding om, at en hanoveransk Eskadron,
der skulde i Kantonnement i den nærmest foranlig
gende Omegn, anmodede om Tilladelse til at ride
forbi Kompagniet. Je g var i Teten og gik derfor ud
til Siden, hvorefter en lang Officer kom travende hen
til mig for at forny sin Anmodning, hvilken selvfølge
lig blev given Officeren, der viste sig at være Eskadro
nens Chef. Vi havde en kort Samtale, og jeg erin
drer følgende Udtalelse af ham: »Jetzt marschieren
5 *