73 / 176
68
wir ganz friedlich neben einander, morgen vielleicht
schlagen wir uns!«
»Gern moglich!« svarede jeg
kun, og hilsende med et Smil travede han videre med
sin Eskadron.
Det var imidlertid blevet meget mørkt, og Lande
vejen førte over en større Gaardsplads, i hvis Hoved
bygning, der vel laa c. 1 50 Alen fra mig, jeg saa Lys,
hvorfor jeg formodede at have naaet den første Gaard,
thi Mørket forhindrede Afbenyttelsen af Kort. Je g
lod en Hornblæser blæse et Signal, og kort efter saa
jeg en Mandsperson træde ud af Hovedbygningen.
Je g gik ham imøde, spurgte om Gaardens Navn, og
min Formodning viste sig at være rigtig; det var E j
eren jeg talte med, en født Mecklenborger, der imid
lertid gjorde et saa simpelt og ubehageligt Indtryk paa
mig, at jeg forandrede min Bestemmelse, selv at bo
der, og derfor gav ham mine 2 Officerer og
1U
Kom
pagni som Gæster for Natten.
Je g marcherede straks videre og naaede den
næste Herregaard efter c. 1 Times March. Ejeren, en
Helstats-Holstener, og hans dansk fødte Hustru mod
toge os med den største Gæstfrihed, og vi mærkede,
at vi vare komne i et fortrinligt Kvarter; men desto-
værre var vort Ophold kun kort i denne elskværdige
Familie, thi alt den følgende Morgen Kl. 5 skulde
Marchen fortsættes, for at jeg kunde melde mig paa
Altona-Kieler Chausseen i rette Tid til Regimentsche
fen. Uheldigvis har jeg glemt Herregaardens og E je
rens Navn, men jeg skal dog udtale, at sjeldent har
jeg mødt større Hjærtelighed og større Gæstfrihed
som hos denne Helstats-Holstener og hans elskværdige
Hustru.