81 / 176
76
det endnu var lys Dag, vilde Østrigerne i Kloster
kro og Preusserne i min højre Flanke snart komme
til Erkendelse om deres Modstanders ringe Styrke og
da selvfølgelig af al Evne søge at forhindre denne
Tilbagegang, der jo kun kunde ske i een Retning,
nemlig mod Nordvest, og der vilde i saa Tilfælde
kan levnes mig den Udvej at forsøge et Gennembrud,
hvorved Kampen vilde blive blodig.
Det var mig hele Tiden en Gaade under Kampen,
hvorfor Østrigerne ikke rykkede videre imod Syd
fra Klosterkro og forsøgte at lukke mig inde, thi de
havde jo erobret dette vigtige Punkt fra Major Saabye,
og at det maatte være en mindre Styrke, der nu førte
Kampen overfor dem, kunde sikkerligen observeres
fra Besætningen Syd for Kroen. Da 2. Kompagni
gik tilbage ved højlys Dag, kunde denne Afmarch
vel ikke heller være foregaaet skjult.
Gaaden løstes først i 1897, da min Modstander
fra Terrainet ved Klosterkro besøgte Kjøbenhavn det
nævnte Aar i nogle Dage paa Rejse til Stockholm.
Vi havde lært hinanden at kende i Sommeren 1873 i
»Bruck an der Leitha«, hvor jeg overværede en større
Troppesamling.
Herom skal jeg senere fortælle i
Slutningen af mine »Erindringer«.
Fra ingen af de 3 Sider, paa hvilke Fjenden stod
over for mig, vistes der altsaa nogen som helst Tilbøje
lighed til at gøre et Forsøg paa at overmande 1.
Kompagni, og jeg besluttede derfor yderligere at bi
bringe mine Modstandere den Tro, at en større dansk
Styrke endnu befandt sig i det sydlige Terrain. I
den Anledning lod jeg vedligeholde en jævn Ild til