105 / 176
102
De stængte Døren og raabte: bliv ude!
Væk fra vor Landsby, I rejsende Svende
Vi trænger ikke til nye Forkyndere,
Dommeren straffer dem, vi kalder Syndere,
Vor Digter os Virkeligheden forskønner,
og P ræ sten med Saligheden os lønner.
Og A aret nu drejer
sin Skive omkring
og Kukkeren knagende falder i Sving.
Og intet vi haaber
af lyst eller godt
kun Trængslens og Utakkens visnede Graat.
Nu er Spørgsmaalet dette: .
tør vi nu blive træ tte?
Vor Ungdom er gieden
med graanende Strid,
tør vi nu søge F reden
vor øvrige Tid?
Og la' dem saa skøtte
deres Sager som bedst
og til disse Strande
byde roligt Farvel
Hvorfor blive i Kulde og Mørke?
Hvorfor ej bryde af — rejse bort?
Fordi en nidkær Harme
lænkebinder vort Sind,
fordi Vreden giver K ræ fter
selv da Ungdommens Haab er endt,
fordi de nu lægger øde
det Land, vor Ungdom har kendt.