124 / 176
121
1908.
(24/
2
.)
»Carl Ewald død.
Medens før ham Peter
Nansen koket og smidig listede sin Malice ind i Bor
gerskabets Opfattelse af en Mængde moralske og
mondæne Spørgsmaal, tog Ewald altid mere haand-
gribelig fat i sine Satirer, — — I lange Tider var
han en stor K raft i Bladets Spalter , , . Som Hørup
og Georg Brandes paa deres Vis, som Nansen paa
sin, har han bidraget sit til at omforme Byens Kul
tur . . . .
Sven Lange.«
Vi har hidtil ikke nævnt Carl Ewald,
Han fungerede nærmest i »Politiken«s Cirkuspe-
riode, i de senere A ar fortrinsvis som Sprechstall
meister, (Et ejendommeligt Eksempel ses 11/i. 03).
I de yngre Aar, da Ewald
selv
agerede, var Gen
ren gærne denne:
(Det
ræsonnerende
Argument).
(19/s. 98),
»Jeg kan ikke lide
—. Jeg kan ikke
lide de Mænd, som kun har elsket én Kvinde . . , .
Ligesom Socialdemokraterne med en vis Ret hævder
det absurde i, at Skomageren gaar fallit, fordi han
ikke kan faa sit meget Fodtøj solgt, mens Gaden er
fuld af barbenede Mennesker — saaledes kan det
være pinligt at sé en Mand med megen Ævne til
Elskov gaa omkring og drive, fordi Samfundet ikke
forstaar at anvende ham. Gud ske Lov ser man det
jo ikke saa tit , , , ,«
(Det
poetiske
Argument).
(5/9. 98).
»Der er død en ung Mand.
— Ringeren
fortæller mig det . . . Og han fortæller mig Navnet.
Saa véd jeg, hvem det er. Jeg har set ham tidt,
paa Marken og paa Vejen, Og ved Aften, naar der
var mørkt og smukt i Skoven, En stor Mand med
ungt Skæg, Han gik, hvor hans Bén bar ham, og
hans Hænder tog, hvad de vilde. Hans Øjne var
dunkle af Ungdom.