PolitikensLevnedsløb

ling kunde være klog. Næste Morgen var D'Herrer

væk og Bladet »rent«.

Naa, der kom jo siden bedre Tider, Og — som

skrevet staar om det fejede Hus — det sidste skulde

blive værre end det første.

Henrik

gjorde hvad han kunde, under Træng

slerne. Fra Utah regnede det med intime Mormon-

Artikler. Og i næste Nu var Brevene dateret fra

Paris.

—

Sent paa Efteraaret maatte Hørup gaa i Fæng

sel, og Hr. Cavling kaldtes hjem.

Skæbnen var ham ikke rigtig god. Han inter

viewede en »Revolutions-Dame«, den danske

Louise

Michel,

som han kaldte hende, — men dementeredes;

han opdagede en Lampevejsmorder, — men demen

teredes; han besøgte en Brasilianer, — men demen

teredes; han afgav Erklæringer, — men dementere

des. Allerede i December drog han atter udenlands.

Naar hertil kommer, at Oplaget stadig ikke vilde

stige, og at Bladets Varieté-Frikort blev inddraget,

maa man sikkert sige, det var trist.

»Artistisk Fusel«, sagde »Politiken« bittert, da

den slængte Direktøren Kortene.

89 var trist.

1890.

Ligesiden 1886, da Hr. Cavling pludseligt fik

trommet Folk til Huse, havde »Politiken«s Oplag

staaet sært i Stampe. Alt hvad

Henriks

Volter og

Bravour formaaede, beløb sig til: at holde

Galleriet

sammen, I Balconerne var stadig tomt.

Dette ændredes imidlertid da »Politiken« endelig

fik engageret Hr, »Flaneur«.

Han

var Manden for

at kunne bringe Bladet ind imellem Bourgeoisiet.

Han var nemlig baade

Fløjtespiller

Salon-Artist.