95 / 176
92
Muligvis befrygtende imidlertid, at disse nævnte
Avtoriteter hensynsløst vilde afvise Præstens even
tuelle Klageø sagde »Politiken« venligt dette lille
Trøstens Ord:
»Vi beklager at have tillagt Hr, Pastor Friis en
Ytring, han ikke vedkender sig,«
»En Ytring«! »Han ikke vedkender sig«!
Det var altid svært at imponere »Politiken«.
Fra Moral og Sandhed vil vi gaa til Pengemænd.
En statistisk Opgørelse af »Politiken«s Forhold
til de sidste femten Aars financielle Fataliteter, vilde
formentlig kaste stærkere Lys over Bladets økonom
iske Betydning end denne korte Undersøgelse tilla
der. Slig en Opgørelse vilde kræve f, Eks. følgende
Spørgsmaal stillet til vore uheldige Bankledere, Di
rektører, Sagførere, Fuldmægtige, Kasserere, etc.:
Var De en af »Pclitiken«s Læsere, »kendte Navne«,
Venner, eller Medarbejdere?
(Ugens Tilskuer 19, 5, 11).
»Kendte Navne.
— P aa
Grundlag af længere Tids Iagttagelse ser vi os i Stand til at
give Svar paa dette interessante Spørgsmaal (om hvor de
»Kendte Navne« bliver af): de ender i Tugthuset. —
I og for sig er det ikke m æ rk elig t.
Berømmelsen er
jo nu engang en tung Byrde. Er man
kendt,
ønsker man at
være fordelagtigt kendt.
(Der vises saa, hvorledes disse
»Kendte Navne« gennem en geskæftig Presse uvilkaarligt h id
ses ind paa en fordyret Levevis m. m.)
I Kina, hvor man som bekendt forlængst har prøvet alt
det, som vi nu strides med, har man allerede under K ejser
Li-ta-pe af det niende Dynasti dekreteret, at hvergang et af
de kendte Navne kom i Trædemøllen, skulde en Journalist
— lige meget hvilken — gøre ham Selskab.«
Lad os nøjes hér med nogle faa Citater:
Først et lille indigneret Brudstykke fra »Politi
k e r s første Ungdomsaar: