91 / 176
88
»Af min Dagbog.
Jeg er ikke sikker paa, at de
vedtagne Metoder til Dydens Bevarelse er de ene
rette. —
Nu læser jeg f. Eks, i Dag i en Avis om en
iransk Kurtisane, som er død.
Seksten Aar gammel debuterede hun som Vaske
pige, blev forført og steg hurtigt i Rangen, saa hun
sluttelig ejede et Hotel i Paris, et gammelt, adeligt
Slot i Normandiet, tyve Heste og utalte Diamanter.
Hun gav Tonen an i den Verden, hvor man morer
s ig .
Hun holdt det gaaende, til hun var halv
tres. — — Forleden døde hun, to og halvtreds et
halvt, fattig og elendig.
Hvis nu Anna, som ogsaa er en køn Pige paa
seksten Aar og bringer mig mit Vasketøj, har læst
Avisen og spørger mig til Raads, vil jeg komme i
stor Forlegenhed.
;
Paa den ene Side et Liv i en dydig Vaskeballe
eller en fattig Mand med vedhængende ni Børn og
Prygl og andre Emolumenter, Paa den anden fire
og tredive Aar i anløbne, men ægte Diamanter, syv
Fyrster og ni Mangemillionærer i Stedet for én
Snedkersvend, Champagne i Stedet for Sult, egen
Ekvipage for en Femøres Plads bag paa Nørrebros
Sporvogn . . . og saa, hvis hun lever, i den fjermer
Ende to og et halvt Aar omtrent af samme Slags
som ellers hele Livet.
Det vil ikke være nemt for mig at svare, bl. a,.
fordi jeg véd bestemt, hvad jeg vilde gøre i An-
nas Sted«.
Det er næppe fuldkommen sikkert, at disse Epist
ler, regelmæssigt spredt omkring i Hjemmene i 22,000
Ekspl., blev aldeles uden Frugt.
Men hvad! Herregud — sagde Christensen,
»Man kan harmes over dette Bestie, man kan
ræddes ved det — —. Men hvad der mere end
dette har fyldt mig . . . med den oprigtigste Forar
gelse, er den Maade, hvorpaa De . . . i Deres Blad-