92 / 176
89
Virksomhed i længere Tid har affundet Dem med
en anden af Livets guddommelige Magter« — Sand
heden. (Dr. Vilh. Andersen. — Side
78
),
»Politiken« og
Sandheden
syntes ogsaa i det ny
Aarhundrede aldeles uadskillelige. Selvom aldrig
saa mange Vidner lagde sig imellem, holdt man fast
urokkeligt. Vi vil vælge som Eksempler ovennævnte
to Artikler om Prof. Molbech; ikke for at irritere
Dr. Georg Brandes, men fordi jo dette Angreb baade
var talentfuldt i sig selv, og typisk for »Politiken«,
(14/i. 01). »Hans Ungdom gik med Tøsesjov og
Digteri,« Som fyrretyveaarig lykkedes det ham efter
talrige Afvisninger at blive gift, men han »udarbej
dede sig som Ægtemand og Fader den naiveste og
fuldstændigste Egenkærlighed, jeg nogensinde har
mødt.« Som Anmelder plagierede han regelmæssigt.
»Naar en ny Bog kom ud, indfandt han sig ufra
vigeligt for at høre min Mening, hvilken man da et
Par Dage senere kunde læse i Avisen som hans.«
Som ældet Mand farvede han sit Haar for at gøre
Indtryk paa en fransk Demimonde. Senere hen ind
skrænkede hans Erotik sig »til faderlig Instruktion
af unge Skuespillerinder.« — »Efterhaanden som
han ældedes, forbenedes og nødtvungent blev stedse
dydigere, blev den nye Skole (Brandesianismen) ham
en Afsky, — Og han holdt Idealets Fane højt imod
dem .
Kræfter havde han ikke mere, men en
Bekræfter var han; de var Fornægtere, — — Han
var Aandens Talsmand mod Kødeligheden, Idealets
Fændrik. Dog dette var ikke nok. Han blev dy
bere og dybere hjertegreben; der kom noget forkla
ret over ham; han blev troende som et Barn; iv
rigere og ivrigere i sin Tro, og forkyndte dens Sejr
over Hedenskabet. Tilsidst hørte han til Literaturens
ypperste Kirkefædre.
Som en egentlig Helgen
blev han dog ikke ved sin Død betragtet. Derimod
var Alle enige om, at med ham mistede Danmark
en sand Idealist.
Georg Brandes.«