60 / 209
E G I L S K A L L
punkt erhvervet sig en del erfaring i omgang med projektmagere,
efter at staten flere gange havde tabt betydelige summer på luft
kasteller. Nu ville man i hvert fald ikke lade sig tage ved næsen.
Jonsch klagede først, den 8. januar 1742, sin nød til magistra
ten,42 hvor han mente at have et krav. Det var på dens initiativ,
han havde arbejdet, og han havde i tilstrækkelig grad udfærdiget
prøver og gjort rede for leveringsprisen. Hvad fabrikationshemme
ligheden angik, så mente han ikke, at man med rimelighed kunne
forlange, at han skulle røbe den. I øvrigt skulle han hver uge betale
løn til en svend, som ikke måtte tjene penge til ham. Ville magi
straten måske overtage fabrikken? Og kunne han i så fald få det
for den, man havde lovet ham? Hvis det ikke var magistratens me
ning at drive fabrikken, ville han godt selv gøre det på egen risiko;
så bad han bare om at få et privilegium dertil, med ret til at holde
svende og med ret til at sælge til hvem som helst, så han ikke be
høvede at have noget med kandestøberne at bestille. Kunne man
ikke bestemme sig til enten det ene eller det andet, måtte man have
ham undskyldt, hvis han henvendte sig andetsteds med fabrikken,
»wo mein fortun am besten machen kann«. Inden den 10. januar
ville han gerne have endelig besked, for det var den sidste termin
for opsigelse af hus og tjenestefolk. I modsat fald så han sig nød
saget til at rejse.
Han gjorde dog ikke alvor deraf, og det var vel også blot ment
som en trussel for at få fremtvunget en afgørelse, så han både
kunne beholde sin fremstillingshemmelighed og få penge ud af
foretagendet. Magistraten reagerede på skrivelsen ved at kalde
Jonsch op på rådstuen, hvor han mødte den 15. januar 1742. Så
vidt der kan skønnes ud fra et notat i resolutionsprotokollen, over
lod magistraten fra nu af den detaillerede behandling af sagen til et
enkelt magistratsmedlem, justitsråd Frederik Holmsted. Dette notat
er ikke noget referat af mødet på rådstuen, det melder blot, at
60