D E N E N G E L S K E T I N F A B R I K
træffes af kongen, der den 12. august 1741 resolverede,32 at Jonsch
først måtte bevise, at han virkelig var i stand til at fremstille »tin«,
der var lige så godt som engelsk tin, og til samme pris.
På denne tid havde Jonsch værksted i Silkegade nr. 5 hos sned
ker v. Holten,33 og den 7. august 1741 antog man den første svend,
Christen Madsen Holst.31 Han måtte på rådstuen såvel aflægge ed
som underskrive en forpligtelse. Svenden forpligtede sig til ikke at
rejse ud af landet, ikke at røbe for nogen som helst, hvad han fik
at se i værkstedet, ikke i andre værksteder at eftergøre, hvad han
havde lært, ikke at tage tilbage til andre mestre, men bestandig
blive ved fabrikken (dog kunne han, når han var udlært, hvis han
skulle få i sinde at gifte sig, selv blive mester), han skulle endvidere
altid være Jonsch tro og uden modsigelse eller efter eget hoved ud
føre, hvad han blev sat til. Yderligere måtte han love ikke at mod
tage besøg i værkstedet. Til gengæld lovede Jonsch at behandle
ham godt og give ham i løn og kostpenge 10 mark ugentlig, efter
et halvt år 2 rd. ugentlig, samt et kammer med seng.
Jonsch henvendte sig i løbet af september og oktober måned
1 741 to gange i skrivelser til kommercekollegiet.30 Han meddelte
dels, at han nu på sin fabrik var i stand til at fremstille varer af en
hvilken som helst facon, dels, at prisen for de tre kvaliteter tin ville
blive henholdsvis 6, 9 og 12 skilling lybsk (12, 18 og 24 skilling
dansk) pundet. Kommercekollegiet anmodede derefter magistraten
om en udtalelse og medsendte nogle af Jonsch indsendte prøver.30
Man ønskede at kende kandestøbernes indstilling, om de fandt sa
gen nyttig, priserne passende, og om produktet kunne stå mål med
engelsk tin.
Jonsch mødte den 16. oktober på rådstuen3' og forklarede, at
han til sin komposition kun brugte »bly, lidt tin og tutenage samt
ellers ikke andre species, end her i landene kan fås«. Han røbede
altså ikke ved denne lejlighed hele sin hemmelighed. Om prisen
57