56 / 209
E G I L S K A L L
have nogen nytte af det hele. En ikke helt logisk bemærkning, for
kongen skulle såmænd nok få sin told, og om Asiatisk Kompagni,
der leverede den indførte tutenage, skulle sælge til Jonsch eller
kandestøberne, kunne vel være kompagniet ligegyldigt. Det var
altså mest sig selv, han tænkte på, men det andet lød jo bedre.
Jonsch opkaldtes til magistraten og mødte den 22. marts 1741 på
rådstuen, hvor han fik besked om, at han kunne forhøre om væ
relserne.
To dage senere, den 24. marts, skrev han direkte til kongen og
klagede over magistraten.29 Den havde forlangt prøver på hans
kunnen og havde også fået sådanne, men foretog sig derefter ikke
videre i sagen. Jonsch tvivlede (vel med rette) på, at man havde
informeret majestæten, og da han nu også vidste, at kandestøberne
tænkte på at protestere, ansøgte han kongen om erstatning for det
til dato udførte arbejde. Han tilbød at oplære en eller anden, hvis
det var kongens vilje, at en tinfabrik skulle oprettes. En sådan fa
brik mente han for øvrigt at kunne sætte i gang for 300 rd. Skri
velsen blev ikke besvaret, men via kommercekollegiet sendt til magi
straten. Efter at have haft Jonsch på rådstuen den 3 1. maj30
kunne magistraten da under 5. juni indgive en betænkning til kom
mercekollegiet.31 Heri erklærede man, at de indgivne prøver ikke
svarede til forventningerne, men holdt Jonsch til gode, at han ikke
havde haft et ordentligt værksted. I øvrigt anbefalede magistraten,
at der blev ydet ham pengehjælp, eftersom man ikke kunne tro, at
nogen ville vove at fremstille en sag for kongen »som en viss og
fast ting, den han siden ikke skulle findes i stand til«. Jonschs ønske
om at få 300 rd. årlig fandt man rimeligt, og man mente, at pen
gene ville komme tilbage i form af sparet valuta til indført tin.
Magistraten pointerede, at det måtte pålægges Jonsch at oplære to
svende, således at kunsten ikke skulle gå til grunde ved hans død.
Da understøttelsen skulle ydes af det offentlige, måtte afgørelsen
56