54 / 209
E G I L S K A L L
Den 22. december lod Jonsch igen høre fra sig.2;> Han skrev til
magistraten, at han efter dennes begæring fremsatte følgende for
slag til indretning af en engelsk tinfabrik: der behøvedes to »aparte-
ments« beliggende ved siden af hinanden, i det ene skulle smeltning
og støbning foregå, i det andet afdrejning og polering. Til at for
rette dette arbejde ønskede han udnævnt to habile kandestøbere.
I det rum, hvor smeltning og støbning skulle foretages, måtte der
opsættes skorsten og smelteovn, og den kandestøbersvend, der skulle
forestå arbejdet her, ville Jonsch lære at lave bedre forme, otte
kantede, ovale eller cirkelrunde, som det forlangtes, og således, at
det deri støbte blev let at afdreje og polere. Han mente også at være
i stand til at konstruere en drejebænk, der kunne afdreje ottekan
tede tallerkener, hvad ellers ingen kandestøber her var i stand til.
Til sidst skrev Jonsch, at de vigtigste stoffer, der behøvedes til fore
havendet, fandtes til overflod i Norge, hvor de ellers solgtes for en
bagatel.
Den 15. februar 174 1 indsendte oldermanden for kandestøberne,
Hans Michelsen Ludzinsky, en klageskrivelse til magistraten.21’
Skrivelsen har tilsyneladende ikke relation til Jonschs foretagende,
men handler om indførsel af fremmede tinvarer. Oldermanden skrev,
»at man daglig ved inqvisition, publique til forhandling på gader
og stræder, kan attrappere gjort arbejde af laugsmestrene her udi
staden, som til een og anden sælgekone er overladt for dermed at
gøre forprang, og andre deres laugsbrødre fornærmelse, og desuden
under det skin, at de udsætter og fremviser et stykke arbejde gjort
herudi staden, bliver vel 10 stykker derunder af fremmed indført
arbejde forhandlet«. Tinvarerne var indført under foregivende af
at være til personlig brug. Han bad derfor magistraten om at
forestille for kongen, at indførsel af fremmede tinsager måtte blive
helt forbudt, og at laugsmedlemmerne måtte få tilhold om ikke at
sælge til forprang.
54