50 / 209
E G I L S K A L L
idet der henvistes til resolutionen fra året før, at daglig erfarenhed
viser, at det af kandestøberne forfærdigede tinarbejde er så ringe,
at »indvånerne ilde dermed vorder forsynede«, hvilket til dels skal
komme deraf, at kandestøberne ikke forstår at betjene sig af det
såkaldte tutenage. Det pålagdes derfor magistraten at indkalde
kandestøberne og tilholde dem såvel at gøre bedre arbejde som at
lægge sig efter at benytte sig af tutenage. Magistraten skulle afæske
dem svar, om de ville forpligte sig hertil inden en vis tid.
Inden vi går videre med den foreliggende sag, er det nødvendigt
at bringe enkelte oplysninger om det førnævnte tutenage. Det var
en af de dengang anvendte betegnelser for zink, importeret fra
Ostindien eller Kina.8 En anden almindelig benævnelse var speau-
ter, på engelsk spelter. Interessant er det i den forbindelse, at de
stockholmske kandestøbere, der havde søgt om at få indført forbud
mod import af udenlandske tinvarer, af det svenske kommerce-
kollegium i 1734 blev nægtet dette, bl.a. med den begrundelse, at
»dagliga erfarenheten visar, att man svårligen kan finna något
svenskt tenn till hårdhet, klang och finhet som det basta engelska«,
og samme kollegium måtte senere underrette kandestøberne om,
at man i England og Frankrig blandede det fra Ostindien kom
mende »spiauters« i tinnet, som gjorde dette meget fint og fik det
til at ligne sølv. De stockholmske kandestøbere fik tilbudt en ma
terialist, som forstod kunsten, men der blev intet af sagen på grund
af laugets uvillighed til at understøtte ham.9
Zink kan ikke vindes af sin erts (galmej) ved almindelig smelt
ning, idet det fremkomne metal øjeblikkelig vil forbinde sig med
luftens ilt og danne zinkoxyd. Kun ved destillation i lukkede be
holdere, hvortil luften ikke har adgang, er det muligt at udvinde
zinket.10 Denne kunst har formentlig tidligst været kendt i Indien
og er derfra kommet til Kina. Ordet tutenage som betegnelse for
metallet kan tilbageføres til sanskrit.11 I Europa havde man længe
5 0