58 / 209
E G I L S K A L L
udtalte han, at den skulle være den samme, hvad enten hans tin
forlangtes leveret i klump eller formstøbt i fade og tallerkener, dog
ikke afdrejet. Han havde kalkuleret ud fra en pris på bly og tute-
nage, som han mente senere kunne falde. Således var tutenagen
beregnet til 16 skilling pundet, men skulle kunne fås for 10 skilling.
Han påstod ikke alene at være i stand til at forsyne kandestøberne
med metal, men også resten af riget, og endda at kunne levere til
eksport.
Den 3 1. oktober 1741 holdtes møde på rådstuen,3S hvor både ol
dermanden og Jonsch var til stede. Oldermanden havde en del
spørgsmål til Jonsch. Hvis ikke dennes metal kunne støbes i sten
eller messingforme, kunne det ikke bruges, for hanke, tepotter og
andre småting kunne ikke støbes i lerforme; dertil skulle anvendes
messingforme. Kandestøberne brugte ellers også almindeligvis tin
eller blyforme. Priserne havde oldermanden intet at erindre imod,
blot så han gerne, at den fineste kvalitet måtte koste 22 skilling
pundet ligesom det engelske tin. Hvis forarbejdet tin ikke mere blev
indført (kandestøbernes ønskedrøm), kunne der behøves dobbelt
kvantitet råmateriale, hvilket beregnedes til 100 skippund (16
tons) årlig. Et stempel måtte bringes til veje »for at befordre de-
biten (afsætningen) af det danske tin«.
Jonsch havde svar rede på alt dette. Ganske vist kunne fade og
tallerkener, der skulle fabrikeres af hans metal, kun støbes i ler
forme, men han vidste, hvordan sådanne lerforme skulle fremstilles,
og den kunst ville han gerne lære fra sig. For øvrigt var han også
villig til at levere færdigstøbte fade og tallerkener i stedet for blokke,
uden videre betaling. Småtingene kunne støbes i alle slags forme.
Jonsch blev af magistraten spurgt, om han ville være i stand til
at levere 100 skippund metal årlig, hvis bly og tutenage blev leve
ret ham; hvad omkostningerne ville være for fabrikkens indretning,
hvor meget han til dato havde bekostet, og hvor stor »pension«,
58