13 / 192
Indledende Bemærkninger.
med, og dernæst er der mange Skomagere, som endnu
mindes, tiltrods for at deres Arbejder alle forlængst ere
forsvundne. Nedenfor vil den ene danske Skomager blive
nævnt efter den anden, ikke at tale om at Skomagerne
som Stand gaa igjen i en Række Ordsprog og Talemaader.
A f dem skulle vi nedenfor nævne nogle efter dog først at
have vist, at der findes lignende Meddelelser ogsaa om Sko
magernes Arbejde, d. v. s. om Skoene.
Hos Jøderne tilkjendegaves Overdragelsen af en Rettig
hed ved Overleverelsen af en Sko. V i høre i Ruths Bog, at
den vedkommende Berettigede drog en af sine Sko af og
gav den til Boas, idet han sagde: »kjøb Du saa Jordlodden
og ægt Ruth.« Særlig ved Ægteskab, hvor Bruden over
droges Manden, har en Sko (Tøffel) til langt ned i Tiden
spillet en Rolle. I første Mosebog hedder det, at den
barnløse Enke, med hvem hendes Mands Broder ikke vil
indgaa Ægteskab, det saakaldte Leviratsægteskab, havde Ret
til at drage en Sko af hans Fod, spytte ham i Ansigtet og
sige: »Saaledes gaar det hver Mand, der ikke vil opbygge
sin Broders Hus.« Om Luther fortælles det, at han en
Gang ved et Bryllup tog en af Brudgommens Sko og
lagde den op paa Brudesengens Himmel som Tegn paa,
at han skulde have Herskabet og Regimentet, og endnu
senere berettes der fra Tyskland om, hvorledes en af Bru
dens Tøfler med et Som fæstedes til Væggen over Brude
sengen som Tegn paa, at nu var hun undergiven Brud
gommen. Endnu den Dag idag kjendes Talemaaden at
»være under Tøflen«, men nu bruges den særlig om den
Ægtemand, der maa lyde Hustruens Vilje. O g som en
helt uforstaaelig Levning af Fortidens Skikke kastes endnu
ofte en gammel Sko efter den Vogn, hvori Brudeparret
kjører bort fra Brudehuset.
Overfor hvad her er antydet, mindes man uvilkaarligt,
at Brugen af Sko eller rettere Sandaler i Oldtidens Rom