16 / 192
Indledende Bemærkninger.
5
at han . 1 370 ved Rudau sejrede over de hedenske Littauer.
Da Fanebæreren var falden, greb Skomageren Hans fra
Sagan Banneret og førte Hæren til Sejr, en Sejr, som han
betalte med Tabet af sit ene Ben.
Her i Landet har man kjendt den samme Udvikling.
Ordsproget lyder jo: »Han agter ej mer om sit Liv end
en forvoven Skomager«. O g Holberg skjæmter med, at
Skomagerne elske at høre Trompeters Lyd. De ville høre
dem ved deres Brylluper. Men i »Barselstuen« lader han
Troels indlede sin Omtale heraf med de O rd : »Vedst Du
ikke, at gemene Folk er allerprægtigst«, og herved røber
han, hvad sandt er, at Skomagerne trods al aandelig Ud
vikling, trods deres Livlighed og Kjækhed altid i den al
mindelige Bevidsthed har staaet som kun uformuende
Smaahaandværkere.
I den Retning peger Ordsproget »Klokken er kun for
Skomagere og Skrædere«. De paagjældende Haandværkere
vare strengt bundne til deres Arbejde. O g Skomagernes
ringe Kaar antydes yderligere, naar det hedder: »Skomage
ren lapper Andres Sko og gaar selv barfodet«, »Skomageren
har selv de daarligste Sko«, »Skomagerens Kone maa selv
gaa i pjaltne Sko«. O g de smaa Kaar synes at have sat
mindre heldige Spor hos ham, bl. A. i en langsom Forret
ningsgang: »Med det Snareste, d. e. om tre Uger, siger
Skomageren«, »Det har ingen Hast, sagde Skomageren,
han aad Velling med sin Syl«. Ordsprogene strejfe endog
ind paa en Antydning af, at Skomagerne kunne være min
dre redelige: »Det er ærligt at sy Sko, naar Læderet ikke
er stjaalet«. Ja det hedder: »Skomager, Skomager bliv ved
din Læst, til Helved kommer Du ganske vist«, men her
er det formentlig kun Forbindelsen med den usalige, altid
vandrende »Jerusalems Skomager«, der gjor sig gjældende;
over ham hvilede jo Herrens Forbandelse.
Herved skulle vi dog ikke dvæle, Skomagernes gode