22 / 192
I Katolicismens Tid.
nede de i Frygt ior den grasserende Pest et Selskab med
fromme Formaal.
»Skomagersvendene i Odense frygtede
Døden og bestemte da at ordne deres T ing saaledes, at
om nogen af dem døde, skulde Alt dog staa vel til for
ham«. Ethvert Medlem af Selskabet, hvor fattig og elen
dig han end var, havde Ret til at paakalde Selskabets
Hjælp.
Brødrene bleve tilsagte til at vaage over Syge og
Døde, og det var deres Pligt at bære de Døde til Kirke,
yde et Bidrag til deres ceremonielle Begravelse o g . efter
Messen bære dem til Jorden, Alt for at de efter deres
egen Død »kunde fange det evige Liv«.
O g Svendene
have her sikkert kun traadt i Mesternes Fodspor.
Første
Gang vi møde Bestemmelser vedrorende et Mesterlav, 1424
i Haderslev, er det om, at de derværende Sortebrødre give
Skomagernes Lav Andel i Ordenens gcde Gjerninger.
Den daværende katolske Kirke var en mægtig Faktor
i Samfundet.
Den gjorde sig gjældende overalt, og vi
møde den da ogsaa i de kjøbenhavnske Skomageres Sam
fund. Da Kanniken Hans Cortsen 1434 oprettede et Alter
i Fruekirke, skjænkede han det ikke alene en Gaard i
Tyskemannegade (Skovbogade), men tillagde det ogsaa
Indtægten af de Messer, Skomagerne lod holde, og som
han altsaa forud maa have forestaaet. Alteret, viedes til
Evangelisterne Markus og Lukas samt til Biskopen St.
Anianus, der særlig dyrkedes af Skomagerne. Han havde
nemlig oprindelig selv været Skomager.
Da Apostelen
Paulus ved sin Ankomst til Alexandria søgte Hjælp hos ham
for sit Fodtoj, vandt han ham for Troen paa den sande Gud;
Anianus modtog Daaben og blev senere Byens værdige
Biskop. De kjøbenhavnske Skomagere maa dog i endnu
hojere Grad have dyrket to andre Skomagerhelgener, St.
Crispinus og St. Crispinianus, de to fornemme Brødre,
der, vundne for Kristendommen, efter Apostelens Bud om
at leve af eget Arbejde havde udøvet Skomagerhaandvær-