15 / 192
4
Indledende Bemærkninger.
stod kun Guldsmedene, Bagerne og Smedene over dem,
og i Ribe bestemtes det endnu saa sent som i 1773, at
Skomagerne skulde gaa først blandt Byens Haandværkere,
naar der ofredes i Domkirken, efter dem kom Skræderne,
Smedene, Handskemagerne og Snedkerne.
Det kan imidlertid ikke være paa Grund af deres øko
nomiske Velstillethed, at Skomagerne nød Anseelse. Sko
magerne synes altid at have været nok en meget talrig,
men tillige kun en fattig Haandværksklasse. I f. Ex. Ring
sted og Kjerteminde skal der i Begyndelsen af forrige Aar-
hundrede have været en endog utrolig Mængde Skomagere,
70 til 100, der væsentlig maatte leve af Markedssalg; fra
Kjerteminde rejste de med deres Varer saa langt som til
baade Samsø, Langeland og Laaland. Men vare Skomagerne
ikke rige, vare de desto tænksommere. Deres stillesiddende
Haandværk lod dem udvikle deres Tankeliv. De vide da ogsaa
selv at pege paa, hvorledes en Række aandelige Kæmpere
ere udgaaede fra deres Stand, saaledes den ateniensiske
Skomager Simon, der udvexlede Tanker med Sokrates, den
tyske Mystiker Jacob Böhme (*j- 1624), Englænderen Georg
Fox (-f* 1690), der skabte Kvækernes Sekt, og fremfor Alle
den tyske Mestersanger Hans Sachs ( f 1576). Efter hans
Digtning at dömme var han bibelfast som en Præst og
fuld af sand Kristentro — i vor nyeste Psalmebog findes
endnu en af hans Psalmer (Nr. 18) — men samtidig var
han godt kjendt med Boccaccio’s Dekamerone og fuld af
munter Livslyst. Skomagerne vare ingen Hængehoveder.
Der nævnes en T id en særlig Skomagerdans, vore O rd
sprogs første Samler, Præsten Peder Syv taler om at »være
overgiven som en Sudersvend«, og den blaa Mandag synes
i væsentlig Grad at have haft Dyrkere mellem Skomagerne.
Gjennem deres gudfrygtige Sind og samtidig livlige Tem
perament kunde de udvikle sig til endog modige Krigere.
Det var en Skomager, som den tyske Stormester skyldte,