BogenomKøbenhavnerne

aldei en afmægtige, under Adelsvælden i det 16. Aarhundrede stærkt afhængige

og da de blev enevældige, undlod de - meget foruftigt - at bruge deres Magt.* ’

Adlen, der havde spillet en vis Rolle, da Middelalderen afløstes, udmærkede

sig ikke mere ved særlig Rigdom og savnede Retingelserne for at skabe Stor-

mænd. En vis ægte dansk Frygt for, at nogen af Kredsen skulde vokse andre

o \er Ho\edet, en ægte dansk Trang til »at pille ned« virkede i samme Retning.

Den Standsforskel, der fik saa stærkt et Udtryk i Skattefrihed og andre Privi

legier, bidrog til at vække Nid hos den øvrige Refolkning og samlede om Adlen

et Had, der endnu den Dag i Dag, da Adlen faktisk ikke mere er til, kan spores

overalt. Fo r en ædruelig Retragtning er dette uretfærdigt.Adlen var saalangt

fra skattefri de facto, at den tværtimod satte alt til,hvad den ejede, for at ud

rede de mægtige Summer, Hærvæsen og Krig

kostede. Desuden var den en meget faatallig

Stand, ved 1660 var der i Danmark 150 adelige

Slægter. Lad hver Slægt tælle gennemsnitlig 3

Mænd, der kunde tænkes at spille en Rolle, saa

har vi 450 Mænd. Af disse kæmpede 200 i Ræk

kerne som Krigere i Svenskekrigen, deres Godser

lagdes øde og deres Formuer opslugtes af Staten.

I Tiden til 1660 er denne Adel Rigsembeds-

mænd, forsaavidt vi finder den i København. E f

ter 1660 opsluges den af Hoffet, erstattes under

de første fire egentlige Enevoldskonger af dygtige

indvandrede tyske Slægter og adlede borgerlige.

Og under de sidste Enevoldskonger afgiver den

Ministre, der leder Landet, for efterhaanden ved

1800 helt at opgaa i den borgerlige Militær og Em

bedsstand. Den nye Højadel, Grever og Friherrer, er dels knyttet til Hoffet, dels

til Godserne. Som Hofadel hører den med til Københavnerne.

Men Hovedvægten ligger paa den københavnske Rorgerstand. Stadens no

minelle Ledere de 32 Mænd og Magistraten, Ryens Patriciere og Handlens Mænd,

Universitetets Mænd og den lidt efter lidt fremvoksende Embedsstand, Læge

stand og andre til Aandsarbejderne henhørende. Den »lavere« Rorgerstand for

bliver ret ubetonet og kommer først til at spille en Rolle, da Danskheden ved

1/80 sejrer over Tyskeriet og den københavnske Rorgerstand virkelig bliver til

uafhængig af Stat og Hof, et Forhold vi i næste Kapitel skal belyse nærmere.

Stoffets overvældende Rigdom forhindrer os i indgaaende Rehandling, vi

nævner Navne i Sammenhængen, men maa afholde os fra Person og Livsskil-

drmger; - i en rig personalhistorisk Literatur vil vore Læsere fmde alt, hvad de

ønsker — og til at begynde med skildrer vi Enevældens Dæmring.

Noget egentlig Hof kan der vel næppe tales om i Christian IY ’s Tid, efter at

hans Dronning Anne Cathrine i 1612 var afgaaet ved Døden. Med sine ret talrige

fr ille r blev Kongen Fader til de kongelige Rastarder, der efter fransk Skik i det

kommende 100 Aar hørte med til et Hofs Tilbehør forbunden med »maitresse

de titre« Uvæsnet. Med Kirsten Munk var Kongen, selv om han vilde løbe fra

det, vel nok formelig gift, men Dronning var hun ikke, og Rørnene tilhørte Ad

len, der i luthersk Renlivethed altid saa surt til disse »Naturales« som Samtiden

Ulrik Fred. Gyldenløve.

4 *