BogenomKøbenhavnerne

Ved 1648 er København kærnedansk. Ganske vist findes der særligt i Haand-

værkerstanden et betydeligt tysk Element, men saavel Adel som Borgerstand

er dansk, og Sproget er overalt dansk, selv ved Hoffet. Heri sker der i den

følgende Tid en betydelig Ændring. Hoffet bliver overvejende tysk, talrige tyske

Embedsmænd og Adelige indvandrer, Hæren bliver tysk og den tyske Koloni i

Staden vokser stadigt. Selvfølgelig udslettes Danskheden ikke, men Sproget,

der endnu i Frederik den I II’s Tid er rent dansk, inficeres i Skrift saa stærkt

af tyske, franske og latinske Vendinger, at der skal en radikal Sprogrensning

til for atter at naa Christian Pedersens Dansk, og vi naar ind i det 19. Aarhun-

drede, før det blev naaet for hele F o lk e t .----------

Perioden, vi nu beskæftiger os med, præges af

Kong Frederik III og hans Dronning Sofia Ama

lia. Frederik III var Biskop i Bremen og Werden

og tysk Fyrste. Han blev først Arving til Norge

og Slesvig ved Broderens Død 1647, og hans

Valg til dansk Konge er usikkert ved Faderens

Død. Han var en betydelig Karakter, intelligent

og næsten lærd, med betydelig literær Sans og

Kunstsans. Indesluttet og faamælende var han,

han skrev heller ikke meget og yndede ikke at

træde frem. Som Kriger var han ubetydelig og

uheldig. Men han havde fremragende menneske

lige Egenskaber, var af Hjertet godlidende og

retfærdig, ligesom han ikke havde arvet nogen

af Faderens stærkt udtalte Laster. Hans Fo r

hold til sin langt yngre Dronning fremtræder ud

adtil harmonisk, men selv om man skal være varsom i Domme, der efter Sa

gens Natur ikke kan tilstrækkeligt underbygges, er det dog rimeligt at antage,

at han, der i sin Ungdom kun havde et flygtigt Kærlighedsforhold, hvoraf den

højtbegavede Ulrik Frederik Gyldenløve var Frugten, og som i sit Ægteskab

havde mange Børn, egentlig var homosexuelt betonet og kastede sin Yndest

paa smukke Ynglinge, overfor hvem han dog altid bevarede et værdigt F o r

hold. Han befandtsig bedst

i Selskab med Mænd. At han attraaede Enevælde

er aldriggodtgjort, han var ikke ærgerrig og blandede sig aldrig i Detailler.

Derimod var det hans Maal at gøre Kongemagten arvelig og undgaa den Yd

mygelse atmaatte bejle til Stændernes, særligt Adelens Valg. Da han ved

den tilfældigeUdviklingblev enevældig, ændrede han kun lidt i Tingenes Til

stand, benyttede de gamle adelige Slægters Mænd sideordnet med sine fra Ung

dommen prøvede Venner, og det er næppe tvivlsomt, at det var hans Agt at

give Landet en Forfatning, der i Tiderne vilde have modificeret Enevælden.

Som Begent var han blandt de bedre, Danmark har kendt. Hans store, virkelige

Fejlgreb var Krigen med Sverrig, men det var Faderens Synder, der her hjem

søgtes paa Sønnen. I Rækken af Konger hører Frederik III sine Forgængere til.

Man har altid fremstillet det saaledes, at det var Dronning Sofia Amalia,

der var den stærke Personlighed, den ærgerrige, der drev Enevælden igen

nem. Det er næppe helt rigtigt. Sofia Amalia var kun femten Aar, da hun i

1643 ægtede den 35-aarige Ærkebiskop af Bremen. Som Statholder i Hertug-

Frederik den tredie.