BogenomKøbenhavnerne

dømmerne havde han efter Tabet af Bremen levet meget beskedent, og da

han blev dansk Konge var Sofia Amalia kun 20 Aar gammel. Hendes Ind

flydelse har næppe været stor, og i Aarene til 1658 hører vi ikke stort andet

om hende, end at hun hengiver sig til ødsle Fester og udsætter sig for megen

ond Tale ved sin Forkærlighed for »bastante« Karle. Hun var en lidenskabe

lig Kvinde og meget uforsigtig i sin Omgang med Mænd. Den fra Dina-Sagen

bekendte Oberst Walther, to unge Ahlefeldter og særlig Kongens Kammerla

kaj Jacob Pedersen udsatte hendes Rygte for Klaffer. De skarpe Udtryk i

Brevet, der voldte Kaj Lykkes Fald, har sikkert været paa alles Læber, og da

Jacob Pedersen i 1669 faldt i Unaade, var KongensHoldning af ensaadan Art,

at Rygterne for Eftertiden bekræftedes. Man erindre, atDronning Anna af

Østrig, Ludvig den XIY ’s Moder, stod i et næ

sten ægteskabeligt Forhold til Mazarin, og Dron

ning Christina af Sverrig paalagde sig ikke heller

Baand. Frederik d. III har snarere behandlet

sin unge Hustru som et forkælet Barn, det er

først i hendes modnere Aar efter 1660, at den

stolte, hoffærdige Dronningeskikkelse fremtræ

der, som Griffenfeld maa værge den unge Kong

Christian V imod. Havde Griffenfeld været af

en anden Type, kunde han maaske være blevet

en dansk Mazarin. Men hans Type tiltalte i langt

højere Grad Frederik III end den tiltalte hans

Dronning, »bastant Mandfolk« var han ikke. I

Perioden til 1660 spiller Sofia Amalia en vis kul

turel Rolle som den, der indfører fransk Skik

ved Hoffet og støtter den dramatiske Kunst. Hun

hadede Ulfeldt og hans Hustru, men det var vel nok den eneste Politik, hun

blandede sig i før Enevældens Indførelse, og i Frederik III’s sidste Aar var hen

des Indflydelse meget ringe. Det skal dog indrømmes, at under Belejringen viste

hun sig som en modig og karakterfast Kvinde, men det er sandsynligt, at det

mere var Intrigen i det smaa end den faste, maalbevidste Politik, der ledede hen

des Handlinger. Som en Gang sagt, i Sammenspil med Griffenfeld kunde hun

have faaet Betydning, men da Sammenspillet kom i Gang blev Griffenfeld —

vel egentlig netop af denne Aarsag — styrtet af en Mand, der i sin Ungdom

havde lært Sofia Amalia at kende, Statholderen i

HertugdømmerneFrederik

Ahlefeldt, han var — ganske særligt i sin Ungdom — »bastant« nok.

Da Kongehyldningen var overstaaet, og Sofia Amalias Had til den ufor

sigtige og stolte Leonora Kirstine grundigt befæstet, slog Hoffet sig ned i Kø

benhavn. Her lagde Kongens unge Raad, hans Yenner Christoffer Gabel og

Theodor Lente, i Forening med Københavneren Peder Yibe Planerne til Svi

gersønnernes Fald. Først blev Hannibal Sehested fældet og gik i Landflygtighed,

mens Ulfeldt var paa sin store Gesandtskabsrejse til Nederlandene. Da han

kom hjem udspilledes Dina Yinhofers Tragedie, der førte til, at Ulfeldt forlod

Landet og blev Danmarks Fjende. Dina-Sagen er alle bekendt. Hun var et

offentligt Fruentimmer, holdt af Dronningens Yndling, Oberst Walther. Hendes

Beskyldning mod Ulfeldt for at have villet forgive Kongen var Løgn fra Ende