94 / 583
91
IV.
»DET GAMLE KONGENS KØBENHAVN«
1772—1848.
1.
Frederik den VI.
Har vor Opgave at give paa faa Sider ikke en Skildring af historisk, politisk
eller kulturhistorisk Art, men blot at lægge en Ramme om Navne paa Køben
havnere i den Tid Byen har bestaaet, været yderst vanskelig, saa bliver den
for Slutningen af det 18. Aarhundrede til vore Dage næsten uløselig.
Rammerne brydes, der opstaar en hel Række
forskellige Smaabilleder, der orrislutter vore
Personer. Alle Byens Lag griber ind i Udviklin
gen og Navnene virker saa mægtigt i Antal, at
de umuligt kan rummes paa vore knapt til-
maalte Blade.
Det lader sig maaske endnu gøre i Perioden
til 1848 at følge nogenlunde samme Plan som
paa de foregaaende Sider, men dermed er det
forbi, og nærværende Kapitel danner derfor en
Overgang til en rent summarisk Oversigt, der
omfatter de sidste 100 Aar og som ganske maa
se bort fra fyldige Oplysninger om Personer og
Navne.
Perioden fra 1772 til 1808 betegner en Rege
ring i en sindssyg Konges Navn. Fiktionen om vor elskede Landsfader og Da-
nerdrotten o. s. fr. holdes kunstig ilive, mens Kongen sidder paa sit Slot som en
sindssyg Stakkel med lyse Mellemrum, der kun yderlig uhyggeliggør hans uheld-
bredelig Sindssyge (dementia præcox).
Det er underligt at se, hvorledes de sindssyge Konger i Slutningen af det
attende og Begyndelsen af det nittende optræder i alle Europas Riger. Fo r
tiden kender kun en sindssyg Regent, Johanne den vanvittige i Spanien. Og det
er svært at forstaa, at Enevælden ikke her fik et uopretteligt Knæk, at denne
Periode kunde efterfølges af Kong Frederik den VI’s uforstaaende, fornufts
stridige personlige Enevælde under Folkets Virak, mens Landet forarmedes, gik
bankerot, amputeredes for en Trediedel af sit Omraade og Handel, Industri og
Landbrug nedstyrtedes i Ruin.
Det er næsten sværere at forstaa, at først, da Tiden, som læger alle Saar,
havde skabt en nogenlunde holdbar Situation, begyndte det at knage i Enevæl
den og under den mest sympathiske og forstaaende af alle dens Konger brød
Misfornøjelsen ud og rettedes netop mod Christian den VIII s Person.
Det kan vel kun forklares derved, at Enevælden havde udannet en Hær af
Fyrstetjenere med kloge Mænd i Spidsen, der dannede Vagt om Tronen, og
at Folket var .uvidende og utilgængeligt for de Ideer, der efter den store
franske Revolution havde sat hele Europa i Kog.
Frederik den VI.