100 / 583
97
Alt dette sank i Grus ved 1814, og i Tiden til 1840 var Billedet et helt andet.
\ e d Frederik den YT s Død 1839 havde København kun naaet 121,000 Indb. Riget
ha\ de mistet Norge, Handelen var ødelagt, Riget havde været Bankerot, Land
bruget var usselt forarmet, de store Handelshuse var gaaet fallit. Tiden fra 1816
—35 viser op mod 100 Fallitter, der omfatter Huse som Rybergs, Meyers og
Triers, Hansen & Co. og mange flere. Gaardene skiftede Ejere, Palæerne for
faldt, de store Tjenerskaber splittedes, Rokokopragten blev til den sparsomme
ligste Empire, Levefoden blev sat ned og Hovedstaden en tarvelig Provinsby,
et Husmandshof med klingende Navne og dygtigt med Sabler og Fjerbuske, men
Grød og Saltmad paa Bordet og 01 og Brændevin i Stedet for franske og tyske
Vine. — Rigets Finansvæsen var ødelagt, Embedsmændene snød og bedrog efter
Noder, fra de laveste til de højeste. Alt bestem
tes af den enevældige Konge i en Periode endog
uden Ministre. Frederik d. VI bestemt alt lige fra
Krig og F red og Nationalbanken til »Plankeværk
og Lokum i Maribo, Toldernes Bukser og Reserve-
vægter i Skelskør«. Folket var sløvt og uden In
teresse i Politik, Trykkefriheden, der havde været
medvirkende til den store Opgang ved 1800 var
hævet, alt blev censureret. Presse fandtes kun af
Navn. Kancellierne med deres langsomme Tær-
sken Langhalm kuede alt og alle. De styrende Kol-
legieherrer var Enevældens Lakajer. Mænd som
P. Chr. Stemann, Kaas, Møsting, fra endog den
store Ju rist Anders Sandøe Ørsted, hæmmede i
Enevældens Aand alle Fremskridt og der var
Tider, da Danmarks Eksistens hængte i et Haar.
Ved Frederik den VI’s Død var man tilbage til Chr. d. V’s Tronbestigelse.
Danmark var et lidet fattigt, sønderlemmet Land og København et Pærekøbing.
Man kunde lægge Skylden paa den velmenende, snusfornuftige, men lidet
begavede og stædige Konge, der som Kronprins havde givet Bonden fri og med
Ministre som Bernstorff, Schimmelmann og Coldbjørnsen førte Riget frem til
opblomstrende Velstand og derpaa som enevældig Konge ødelagt det altsam
men. Man har ogsaa gjort det, men ikke helt med Rette. Frederik d. VI havde
Ansvaret, men ikke Skylden for Danmarks elendige Tilstand i det 19. Aarhun-
dredes første Fjerdedel. Folket deler den med ham. Og i hans sidste 10 Aar
opvoksede en ny Slægt, til hvem den franske Revolutions Idéer var naaet.
Efter en Brydningstid i ni Aar blev Folket ved sin brede Overklasse Herre i
Landet og der kom en Opblomstring, der set paa Baggrund af København i
1840, maa kaldes et Feeventyr.
2
.
Enevælden i Likvidation.
Efter Frederik den VI’s Død oprinder et Decennium, hvori der gøres op med
Fortiden, og den nye Tid indvarsles. Ikke saaledes at Reaktionen, den stærkt
udprægede Regeringsvælde falder, Enevælden faldt, men som vi skal se blom-
Bogen om Københavnerne.
Sigsm. Møsting.