106 / 583
103
faar Plads til at omtale. Kun. en stor rager op imellem dem, den for faa Aar
siden afdøde Carl Nielsen.
Teatret har vi omtalt som Hofteater. Som alle ved grundlagde Holberg den
danske Skueplads, og Arven optoges af Københavns kongelige Teater, der i
halvandet hundred Aar har været Centrum for dansk dramatisk Kunst. Det
har sin særlige rigt belyste Historie og vi maa indskrænke os til at nævne nogle
Navne, der har været knyttet til det.
Ingen Dramatikere fra det 18. Aarhundrede udover Holberg har kunnet
overleve deres egen Tid. En Undtagelse er Oluf Chr. lOlufsen (f. 1764, d. 1827),
der skrev Gulddaasen. Han er født i Viborg hvor Faderenvar Raadmand, blev
dansk Ju rist og knyttet til Digteren Pram. General Classen tog sigaf ham efter
at han i Udlandet havde studeret Nationaløko
nomi, han blev Professor ved Universitetet i 1815
og nød stor Anseelse for sin Personlighed. Guld
daasen blev til i 1793.
Men Aarhundredet tæller en Række dygtige
Skuespillere, der levede i smaa Kaar og kun var
lidet ansete, og det er heller ikke faa Digtere,
der har forsøgt som Dramatikere. Ewalds »Fi
skerne« og Wessels »Kærlighed uden Strømper«,
er literære Mindesmærker, medens Storm, Thaa-
rup, Samsøe, Wivet, Joh. Nordal Brun, er helt
glemte. Knud Lyhne Rahbeck, en af sin Tids
kendteste Københavnere, og hans i over 100 Aar
fejrede Hustru Kamma Rahbeck, var opfyldte af
Interesse for Teatret. Deres Ry er nu ved at
blegne, men de red Skoleungdommen som Marer
til langt ind i vor Tid. — Teatret levede op efter Christian d. VI’s Død, men
dets Skæbne var alt andet end blid fra Holbergs første Fremtræden til langt
hen i Aarhundredet. Vi kender Navne paa Skuespillere, der langt fra spil
lede den Rolle i Byens Befolkning, som vor Bodil Ipsen eller Poul Reumert,
for ikke at tale som den religiøst dyrkede Fru Heiberg. Frederik Pilloy var
Elsker, Johannes Nicolaj Ulsøe var Jeronimus og spillede i sit Livs Aften
denne Rolle som Byfoged i Grenaa, Henrik Wegner, der kreerede den Hol-
bergske Henrik, endte som Krigssekretær. Jeppe var Nordmanden Jens Gram
og Teologen Jens Høeberg var Arv. Damerne hed Madame Montaigu (Per
nille), Madame Helene Coffre (Magdalone), Madame Lerke (Leonora), desuden
to Jom fruer Sofie Hjorth og Frederikke Sophie Montaigu.
Efter Christian d. VI’s Død vaagnede Teatret igen, i den løsslupne i moralsk
Henseende meget letfærdige Periode, der betegnede Tiden til Struenses Fald,
overgik det til Staden København i 1750 med en frivillig Styrelse og dette varede
til 1770. Økonomisk set var det en begrædelig Tid og Konkurrencen med den
italienske Opera var her som i sin Tid i Frankrig fatal for Teatret. Det endte
med at det selv overtog Operaen, men skjules kan det ikke, at dets Aktørers
Rygte blev værre og værre — som Tilfældet var i Regéncen og Ludvig XV Paris,
en Rekrutskole for Mætresser! Blot at vor Literatur har glemt disse dejlige Kvin
der, der i Frankrig beherskede en hel Literatur.
H. C. Andersen