103 / 439
95
Ord det Skin over Kirkefondet, at delte nærer en saadan halv sekterisk
Opfattelse, at det skulde være mere aandeligt at virke for og i en lille
Distriktskirke end i en stor Sognekirke, vel inaaske ogsaa mere
aandeligt at søge sin Opbyggelse der. Og det kan vel hænde, at
en og anden nok vil tro saaledes om Kirkefondet. Men dette
mener intet saadant, og noget saadant har vi heller ikke sagt. Men
hele denne misvisende Beskyldning beror alene paa, at Provsterne
ikke have forstaaet den i det nævnte Blad beskrevne Modsætning.
Den beror ikke derpaa, at Provsterne ønske Sognekirker, vi andre
Distriktskirker. Modsætningen var denne: en Opfattelse godkender
alene saadant Arbejde for Kirkesagen, der direkte indsamler Penge
til Sognekirker; den forkaster alle andre Bestræbelser og mener,
at naar blot der samles Penge til Kirker, er alt dermed gjort. En
anden Opfattelse ser med mindre Fortrøstning herpaa, og ihukom
mende, at Troens Liv og Guds Riges aandelige Fremgang er
Hovedsagen, og at man før har set en stor, ny Kirke staa tom,
siger den: Kirkerne behøve vi; men Kirkerne ere ikke Hovedsagen.
Der kan arbejdes for Guds Rige ogsaa i smaa tarvelige Huse;
og hvis vi finde troende Mænd, som ere skikkede til Gerningen,
sætte vi dem i Arbejde snarest muligt, haabende, at hvis der samler
sig en Menighed om Gerningen i det bile Lokale, vil det blive en
Hjælp til senere at faa rejst en Sognekirke. — Dette var sagt i hin
Artikel, men ikke det, som Provsterne have anført. De have enten
misforstaaet Ordene eller været meget
u h e ld ig e
med Gengivelsen.
Den næste Misforstaaelse finder jeg straks i Begyndelsen af
Provsternes i Nationaltidende citerede Skrivelse til Kirkefondets
Bestyrelse, hvor det hedder saaledes:
„Vi kunde ikke sympathisere med, at enhver Discussion om
„Kirkefondets Statuter paa Forhaand var afskaaren, saa at der
„slet ikke blev Spørgsmaal om de Mænds Opfattelse, der dog
„skulde arbejde for deres Gennemførelse. Og vi kunde ikke til
bageholde vore Indvendinger imod Bestyrelsens Sammensætning.
„Det syntes os ikke blot, at der her var taget et utilbørligt ringe
„Hensyn til den Retning indenfor Folkekirken, som vi regnede
„det for en Ære at tilhøre. Men det forekom os mærkeligt, at der
„blandt Bestyrelsens Medlemmer fandtes et saa stort Antal Navne
„paa Mænd, der ikke vidstes at have noget særligt Kendskab til
„de københavnske Kirkeforhold, medens saa faa af dem, der i
„mange Aar havde staaet midt i Arbejdet herinde, vare medtagne,
„skøndt det kunde forudsættes, at disse havde særlige Betingelser