144 / 439
1 3 0
fordi de ikke have Syn for en Folkekirkes før omtalte store Be
tydning, ville vi ogsaa kunne forstaa,
hvorfor
saadanne Bevæ
gelser aldrig ligge meget langt borte fra en Folkekirkes Liv og
i en vis Forstand endog kan anses som et Gode, idet de bidrage
til at anspore det noget tunge, folkekirkelige Legeme og holde
det i ordentlig Bevægelse. Dernæst: det er ikke sikkert, at
Folkekirken vil blive den sidste Form for Kristi Kirkes Liv.
Historisk
ere de komne under Herrens Ledelse af sin Kirkes
Liv,
historisk
kunne de ogsaa komme til at gaa, nemlig om det
skulde ske, at Folkets store Mængde ikke mere ville være Kristne.
Hine Ord om Guds almindelige Kærlighed, der gerne vil have
bragt Evangeliets Budskab til alle, maa da søge sig Udtryk paa
anden Maade end gennem Folkekirkerne.
Imidlertid er det endnu folkekirkelige Tider, og det, der
spørges om, er at udnytte dem efter Herrens naadige Vilje og
være i Færd med at løse deres Opgaver. En dorsk og sovende
Folkekirke er en farlig Selvmodsigelse og nedbryder paa sikreste
Maade sig selv. Thi Folkekirkerne have netop sin Betydning
deri, at de ere en omfattende
Arbejdsreform
for Kristi aandelige
Kirke, som er til Stede og lever midt i dem; Folkekirkerne have
sin Betydning deri, at de byde den største Adgang til at gennem
trænge det hele Folkeliv med Kristendommens Grundsætninger
og til at kalde paa alle de aandelig sovende, døde, forkomne
Kirkelemmer, at de skulle komme til sig selv og til Kristus og
blive bevidste og afgjorte Kristne, Guds frelste, lydige Børn.
Hvorledes se vi nemlig rettest paa de mange inden Folkekirken
og dens Menigheder, der, saavidt vi kunne se, mere ere Kristne
efter Navnet end efter Gavnet? Nogle forarge sig paa dem og
opgive for deres Skyld Folkekirken og dens Opgaver. Det fore
kommer mig at være den ufrugtbareste Maade og den, som er
fjernest fra Herrens Vilje. Andre se i dem et Vidnesbyrd om
Kirkens Forsyndelser, vore Fædres og vore egne; thi havde vi
vist mere Troskab, havde det vel ikke været saa ilde. Det er
en rigtig Maade, saaledes bør vi se paa dem, for at vi ogsaa
kunne komme til at se paa dem paa den allerbedste Maade.
Thi rettest og frugtbarest se vi paa dem, naar vi i dem se det
hellige
Arbejdsstof
’, som Kristus har anvist sin troende Kirke,
at den skal vokse ved dem. Derfor har han ladet dem bo saa
nær hos os, inden samme Kirkesamfund, inden samme Sogne