Previous Page  144 / 439 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 144 / 439 Next Page
Page Background

1 3 0

fordi de ikke have Syn for en Folkekirkes før omtalte store Be­

tydning, ville vi ogsaa kunne forstaa,

hvorfor

saadanne Bevæ­

gelser aldrig ligge meget langt borte fra en Folkekirkes Liv og

i en vis Forstand endog kan anses som et Gode, idet de bidrage

til at anspore det noget tunge, folkekirkelige Legeme og holde

det i ordentlig Bevægelse. Dernæst: det er ikke sikkert, at

Folkekirken vil blive den sidste Form for Kristi Kirkes Liv.

Historisk

ere de komne under Herrens Ledelse af sin Kirkes

Liv,

historisk

kunne de ogsaa komme til at gaa, nemlig om det

skulde ske, at Folkets store Mængde ikke mere ville være Kristne.

Hine Ord om Guds almindelige Kærlighed, der gerne vil have

bragt Evangeliets Budskab til alle, maa da søge sig Udtryk paa

anden Maade end gennem Folkekirkerne.

Imidlertid er det endnu folkekirkelige Tider, og det, der

spørges om, er at udnytte dem efter Herrens naadige Vilje og

være i Færd med at løse deres Opgaver. En dorsk og sovende

Folkekirke er en farlig Selvmodsigelse og nedbryder paa sikreste

Maade sig selv. Thi Folkekirkerne have netop sin Betydning

deri, at de ere en omfattende

Arbejdsreform

for Kristi aandelige

Kirke, som er til Stede og lever midt i dem; Folkekirkerne have

sin Betydning deri, at de byde den største Adgang til at gennem­

trænge det hele Folkeliv med Kristendommens Grundsætninger

og til at kalde paa alle de aandelig sovende, døde, forkomne

Kirkelemmer, at de skulle komme til sig selv og til Kristus og

blive bevidste og afgjorte Kristne, Guds frelste, lydige Børn.

Hvorledes se vi nemlig rettest paa de mange inden Folkekirken

og dens Menigheder, der, saavidt vi kunne se, mere ere Kristne

efter Navnet end efter Gavnet? Nogle forarge sig paa dem og

opgive for deres Skyld Folkekirken og dens Opgaver. Det fore­

kommer mig at være den ufrugtbareste Maade og den, som er

fjernest fra Herrens Vilje. Andre se i dem et Vidnesbyrd om

Kirkens Forsyndelser, vore Fædres og vore egne; thi havde vi

vist mere Troskab, havde det vel ikke været saa ilde. Det er

en rigtig Maade, saaledes bør vi se paa dem, for at vi ogsaa

kunne komme til at se paa dem paa den allerbedste Maade.

Thi rettest og frugtbarest se vi paa dem, naar vi i dem se det

hellige

Arbejdsstof

’, som Kristus har anvist sin troende Kirke,

at den skal vokse ved dem. Derfor har han ladet dem bo saa

nær hos os, inden samme Kirkesamfund, inden samme Sogne