311 / 439
2 7 5
saadanne Forhold, som man selv anser for bedre. Der ankes
over, at m an vil fremme en
m ission eren d e
V irksomhed blandt
de m ange, som dog alle ere Medlemmer af Folkekirken, ret
som om de stod udenfor denne. — Ja, gid det var saa vel, at
M issionsvirksomhed v ar overflødig blandt de store Masser i
H ovedstaden! Men desvæ rre kan ingen, som kender Forholdene,
nægte, at der i højeste Grad trænges dertil, netop paa Grund
af de mange Sognes uforsvarlige Størrelse. Men ligesaa lidt
kan det nægtes, at K irkefondet ikke alene udtaler, at dets Op
gave er at stø tte
F olkekirken
i dens Arbejde for Guds Rige,
men ogsaa arbejder derpaa ved at søge tilvejebragt Sogne og
Sogne-D istrikter, der ikke ere større, end at deres Beboere
k u n n e
faa Del i den Omsorg fra K irkens Side, som de have
Krav paa. E t saad an t Arbejde kan umulig med Rette betegnes
som fjendtligt mod eller skadeligt for fo lk e k irk e n ; men af
opgive A rbejdet paa de nuværende ulykkelige Knkefoiholds
Forbedring, d et er tvæ rtimod den visse Vej til Folkekiikens
Ødelæggelse.
S aa b ar m an endvidere sag t: det er umuligt at bygge paa
K irkefondets A rbejde, fordi dette helt og holdent bestaai ved
frivillige Gaver. Hvad
G a ra n ti
haves der for, at Kirkefondet
bestaar og i F rem tiden beholder de Indtægter, som det nu bai .
I A ar h ar det saa og saa stor Indtægt; men m aaske vil S tem
ningen vende sig om nogle Aar, saa Bidragene udeblive; Kvad
skal man saa gøre med de P ræ ster, Kirkefondet lønnei, og med
de K irker, som det holder vedlige? Saa maa det hele gaa fa llit!
Nej, dersom K irkefondet først havde sam let et Grundfond, f. E.
paa nogle M illioner, saa kunde det begynde sit Arbejde; tin da
havde d et en G aranti for at kunne vedblive dermed, og saa
var der Mening i det. H ertil vil jeg svare: vi afvise aldeles
ikke T anken om a t faa et Grundfond, men modtage med Glæde
Bidrag dertil. Men at sæ tte Samlingen af et saadant som det
egentlige Maal vilde være ligefrem Selvmord. Vi maa
n u
op
tage de Opgaver, som
n u
ligge for, og arbejde paa dem med
de Kræfter, vi have, og saa „lade den Dag i Morgen Sørge for
sit eg et“ , d. v. s. lade Gud, som er Frem tidens Herre, sørge
for den; dette gæ lder ligesaa vel her, som i den enkelte
Kristens Liv. U nderligt er det iøvrigt, at Anken over, at K iike
fondet hviler paa Frivillighedens usikre Grund, ikke ei kommen