KøbenhavnsKirkesag

A nderledes derimod S taten. Der kan ikke tvistes

0111

, at

den har en Forpligtelse overfor K irken; den udtales i G rund

lovens § 3: „den evangelisk-lutherske Kirke er den danske

Folkekirke og

u n d e rs tø tte s

som saadan af S tate n “ . H eri ligger

utvivlsom t, a t S taten er pligtig til at støtte det Arbejde, d e r

gøres for, at Folkekirken kan røgte sin Gerning forsvarligt. Og.

Staten h ar vist sin Redebonhed til at opfylde denne Forpligtelse

overfor K irken ved mange Lejligheder ved at yde B idrag til nye

Kirker, ogsaa til P ræ sters Løn, baade andensteds i Landet og

her i K øbenhavn; dette kom ogsaa frem endnu i Gaar ved R igs

dagens Forhandling om Finansloven. Men deri, at Staten skal

under

støtte

Folkekirken, ligger ikke, at den h ar den P ligt at

u n d e rh o ld e

den, ligesom Folkekirkens Mænd heller ikke kunne

foreskrive S taten, hvor stor en U nderstøttelse den skal yde

Kirken. Overfor en Fordring herom ville S tatsm agtens F ak to rerr

som have P engekassen i Værge, vist altid sige: nej, den Sag

staar det alene til os at tage Bestemmelse om. Dersom man

derfor venter, at S taten skal tage K irkesagen i sin Haand, da

vil man sikkerlig komme til at vente længe. Og det er godt det

samme; det vilde ingenlunde væ re til Gavn for Folkekirken eller

til T rivsel for Guds Menighed i den, om S taten saaledes blev

Kirkens Form ynder.

Men saa m aa vi jo dog lade Stenen ligge, siden

v i

ikke

kan løfte den, og ingen anden vil gøre det for os? — Nej, dette

har vi ikke Lov til at sige. Og vi

k a n

ikke sige det uden

med det samme a t underskrive Dødsdommen over

F o lk e k ir k e n , -

dog ikke dermed ogsaa over

K r i s t i M e n ig h e d

i vort Folk. Den

skal H erren vel vide at bevare, saa sandt der her findes H jæ rter,

som ville tage imod ham, selv om Flertallet baade i København

og i hele L andet afkristnedes, ja rejste sig i afsagt F jendskab

imod Menigheden. D ette h ar H erren klarlig vist i de fremfarne

Tider. Men

F o lk e k ir k e n s

Tilvæ relse og Berettigelse beror derpaa,

at den kirkelige Omsorg kan naa til alle, som ikke udtrykkelig

frabede sig den. Og ingen kan nægte, at dette umulig kan

blive Tilfældet, hvor man, som her i Byen, har Sogne paa

20 —30, ja 60 og 70,000 Mennesker. Derfor maa alle, hvem

det ligger naa H jæ rte at bevare den danske Folkekirke som

Gud har givet os i Arv efter vore Fædre, sæ tte al K raft m

paa, at K irkenøden i disse uforsvarlig store Sogne kan blive at-