361 / 439
3 2 3
Den nyligt afdøde K ristianiabiskop, Bugge, fik det hædrende
V idnesbyrd af en anden norsk Biskop, at han havde væ ret den,
som var g aa et forud og havde læ rt K ristianiapræ sterne den store
Sandhed, at, n aar Folket ikke vil komme til K irken, saa maa Kirken
g aa ud til Fo lket. D et er saadanne Biskopper, vi behøve, Biskopper,
som have fo rstaaet H errens H yrdetanker. Det -er dette nye Syn
paa T ingene, vi behøve, nem lig at Kirken skal gaa ud for at søge
de fortabte, og a t den skal drage dem til sig, som ikke komme af
sig selv.
I kende ganske sikk ert alle den historisk bekendte Y tring af
en G eneral: „S laget er tabt, men der er endnu Tid til at vinde
et n y t.“ D et Ord er ogsaa blevet sagt i København, og jeg tror,
a t det kan siges ogsaa i andre S torstæder, hvor Menighederne ere
voksede K irken over Hovedet. Slaget er tabt, Hundredetusinder
af K irkens Medlemmer ere tab te for den, men der er — Gud ske
Lov — endnu Tid til a t vinde et ny t Slag, thi disse H undred
tu sinder eller i det m indste en meget stor Del af dem ere ikke
længere borte, end a t de endnu have deres Øren en Smule aabne,
n aar de høre en kæ rlighedsfuld Røst fra K irken og gerne lade sig
løfte op af den barm hjertige S am aritans Hænder. Endskønt mange
ere nedsunkne i F ritæ nkeri og Socialdemokrati, er der dog endnu
noget, som binder dem til Kirken.
Og sk al S laget vindes, hvad er da det første, vi have at gøre?
H erren sig er: „Jeg ynkes over Folket, thi de ere som Faar, der
ikke have nogen H y rd e,“ men han siger ogsaa: „Beder derfor
H østens H erre, at han uddriver A rbejdere i sin H ø st.“ Det første
og stø rste, som vi have at gøre, er at alle, som kende K irkens
Skade, falde ned paa deres Knæ og bede om Arbejdere, levende
A rbejdere, nidkæ re A rbejdere, som forstaa K irkens Skade, og som
med brændende Iver ville hengive sig til det Arbejde, som nu
ligger hen, at hente dem tilbage, som ere gaaede bort fra Kirken.
Men, n aar man faar flere Arbejdere, saa gælder det, at disse
arbejde med F orstand og Dygtighed, det gælder om, at A rbejdet
organiseres paa rette Vis, saa at Arbejdsmængden kan beherskes.
Thi ellers spildes K raften. I store Menigheder paa f. Eks. 20,000 Men
nesker, burde der findes tre å fire P ræ ster. Men hvis A rbejds
feltet ikke deles imellem dem, kormne de let til mangen Gang at
gaa paa de samme S teder og til at efterlade en større eller mindre
Del af Menighedens Medlemmer uberørte af deres Virksomhed.