359 / 439
sige fra begge Sider. F jenden trænger ind og tag er Hundrede-
tusinder, uden at nogen ved, hvor de ere gaaede hen, og de frie
sek terisk e Bevægelser, som have en god H ensigt og sigte paa
M enneskesjæ lenes F relse, men savne kirkelig F asthed, savne alt
det, som Gud h ar givet den gam le Kirke, disse Bevægelser tage
andre T u sind er af K irkens Medlemmer, og K irken selv bliver
staaende forladt m idt imellem dem.
Jeg saa et Maleri paa K unstudstillingen her i Byen, som ikke
blot greb m ig paa G rund af det M esterskab, hvormed det v ar
malet, men ogsaa fordi det blev mig et Billede af Kirkenøden,
saaledes som jeg desvæ rre sn a rt ser et saadant i alt. hvad jeg
ser. Det v a r et Billede af en svensk Kunstner. Maleriet fore
stillede svenske S oldater, som holdt Vagt ved Karl XII. s Lig.
Det er en overordentlig gribende S ituation: Kongen er død, men
Soldaterne ville ikke forlade L iget; i trofast Hengivenhed holde
de V agt omkring ham , de have elsket saa højt. Det var forfærde
ligt, om det skulde gaa saaledes med Folkekirken, at P ræ sternes
Arbejde i H ovedstaden blot skulde blive en Vagt omkring et Lig.
Guds R ige vilde ikke g aa under. Men K irkens ydre Formkan
blive et Lig,
og K irkens T jenere vilde da komme til at indtage
den forfærdelige S tilling at holde Vagt ved et Lig.
Gud ske Lov og Tak, H erren har ikke forladt sin Kirke, end
ikke i dens dybeste Nød! Vi behøve ikke endnu at frygte for, at
den skal blive et Lig. Men vore H jerter maa læ re at vaagne, og
i Tro paa H erren m aa vi faa Mod til at se Nøden saa stor, som
den i V irkeligheden er. Ogsaa i Danmark er der mange, som
mene, a t det dog ikke ser saa mørkt ud, som her er skildret.Ja,
desto væ rre,
om man tro r saa. Jeg kender altfor vel dettelyse
Syn paa Sagen, som ry ster Alvoren af sig og siger: saa slem t er
det da heller ikke. Men je g ved, at i Guds Rige gælder det om
at se hele F aren. Jeg kan forstaa, at man i Verden ikke vil se
F aren i Øjnene, selv om den er overhængende, men i Guds Rige
bevare vi H aab et endog i den dybeste Nat, og vi bør derfor ikke
frygte for a t se ned selv i det mørkeste Dyb. Vi behøve ikke at
frygte for, a t H erren skal forlade os.
H vor mange Gange fortæ ller ikke Guds Riges gamle H istorie,
at den eneste Vej, som H erren har kunnet gaa med sit bolk for
at faa det op af dets Forfald, har væ ret at vise dem k lart og tyd e
ligt, hvor dybt de ere sunkne. Først da Israels Børn græd ved