356 / 439
3 1 8
nesker, som K irken i deres Daab d y rt h ar forpligtet sig til at
tage
ved H a a n d e n
og drage Omsorg for. Vi give dem til H erren i
Daaben, og H erren b ar givet dem til os og til K irken. Nu er
det mine sm aa Lam , m ine F aar, siger H erre n til os, og nu skulle
1 vogte dem. Og hvorledes sta a nu disse M ennesker overfor K ir
k en ? E re de h e l t komne bo rt fra d en ? Selv da vilde det væ re
K irkens Opgave at g aa ud og søge efter dem . Lad os blot m indes
Fortæ llingen om den unge Mand, som, efter at Apostelen Johannes
havde betro et ham til P ræ sten i en Menighed, kom ud i F o rv il
delser og blev Røver. Da Apostelen siden vend te tilbage til Me
nigheden og spu rgte P ræ sten om den unge Mand, og P ræ sten
m aatte oplyse ham om, hvorledes d et v ar gaaet med Ynglingen,
saa sa a ’ den gam le Biskop paa ham med bedrøvede Øjne og gik
selv ud blandt B jæ rgene til Røverhulerne for a t finde det fortabte
Barn. D ette er et Eksem pel paa Apostelens B ispevirksomhed, et
Forbillede for H erren s K irke. H vor ere, saaledes bør Menig
hederne og fremfor alt deres H y rd er spørge, hvor ere de titusinde
vildfarne Sjæ le i vor M enighed? Og hvem er gaaet ud at søge de
fortab te?
Men de ere ikke blot døbte. De holde sig — Gud ske Lov,
ville m aaske de fleste sige — ogsaa i and re H enseender til K irk en :
de blive konfirmerede, de blive k irkeligt viede og de lade sig til
sid st kirkeligt begrave. Jeg er tilbøjelig til at sige: sa a meget
desto væ rre. Thi dette medfører K irkens stø rste Skade, at den
finder sig i — og er nødt til at finde sig i
at der er Hundrede-
tu sinder af M ennesker, som den kun møder 3 å 4 Gange i deres
Liv. H vad skal K irken kunne gøre for dem ?
Hvorledes b etrag tes K irken af disse H und redetusinder af Men
nesker, som faa deres Børn døbte uden i ringeste Maade at
bryde sig om den N aade, som meddeles i D aaben; som laa Bør
nene konfirmerede, fordi det nu en Gang er Skik og B rug; som
blive k irkeligt viede, fordi det er billigere end borgerlig Vielse,
og som til sidst lade sig k irk elig t begrave, fordi de synes, at det
er højtideligere, men som aldrig tæ nke p aa Guds Ord og ellers
aldrig besøge K irken?
Jeg m aa sige, at i det m indste det store f le r ta l af dem have
vænnet sig til at betrag te K irken udelukkende som en stor
F ortn -
a n sta lt,
eller for at anføre et U dtryk, som er gængs blandt de
socialdemokratiske A rbejderskarer, som e n „H um bug san stalt“ , som