358 / 439
3 2 0
Fæ drelandsvenner, som sik k e rt vilde gøre m eget paa én fo rkert
Maade, men som elskede L and et og vilde forsvare det til sidste
B lodsdraabe.
Sker ikke for en sto r Del det samme paa d et aandelige, det
kirkelige Om raade? H vad er F relsen s Hæ r, om ikke en L and
storm , som rejste sig p aa det aandelige Om raade, da M illioner
vare forsvundne fra K irk en ? H vad ere disse frie Rørelser blandt
Lægfolk, som, uden F o rstand mangen Gang, uden Vaabendygtig-
hed i aandelig H enseende, forsøge a t fange Børnene og de unge,
a t vinde for H erre n de faldne, som ere komne bort fra K irk en ?
H vad er det a n d e t? Vel er det muligt, at Officererne sige: en
saadan uordnet Hæ r duer ikke; dens Maade a t iøre K rig paa,
dens T ak tik er saaledes, at det bliver til Fo rdæ rv for Fæ dreland et
selv. Og Officererne have m aaske R et. Men hvad skal man sige,
n aa r T ilstand en er saadan, at K irkens Sk an ser ligge aabne fol
dens Dødsfjender? Overfor disse nyere Bevægelser, Husm issionen
o. d., som paa de forskelligste Maader søge a t kalde Menneskei
tilbage til H erren , p aa sta a K irkens Mænd, a t det er Methodisme,
a t d et er usundt, at det er aandeligt Fuskvæ rk , som skader S jæ
lene; og jeg tro r, a t K irkens Mænd for en sto r Del have Ret..
Men jeg spø rg er: hvem bæ rer Skylden for denne usunde Me
thodisme, for dette F u sk eri i S jæ lev erd en en? Jeg vover at p aa
staa, at denne sørgelige T ilstand er K irkens egen F ejl; om den
havde vaaget over sine F aar, saa v ar aldrig nogen saadan V irk
somhed opkommet. Hvorfor træ nge M ennesker sig ind p aa S jæ
lene, M ennesker, som ikke ere kaldede dertil, og som gøre det
p aa en udelikat Maade, t. Eks. med saadanne Spørgsm aal som
d ette: Hvorledes h ar du det med Je su s? o. d., en F remgangs-
maade, som er usund og m angen Gang fordæ rvelig for Evangeliets
Forkyndelse — hvorfor gøre de det,
0111
ikke fordi de tæ n k e . disse
M ennesker høre aldrig Jesu N avn nævne i A lvor og T ro, de
kaldes og drages aldrig til H erren, og derfor m aa vi tale i Dag,
selv om vi ikke have R e t d ertil? Jeg kan meget vel forstaa deres
Adfærd, og jeg m aa bekende, at je g vilde handle paa samme
Maade selv; thi i Krig, n aar S kanserne ikke længer kunne be
holdes eller forsvares af den regulæ re Hæ r, saa træ d er til Skan
serne hv er Mand, som vil give Liv og Blod, for a t det gande
Fædreland ikke skal gaa under.
Vi se, hvad der er K irkens Skade. Den undergraves saa at