355 / 439
3 1 7
K irken h ar heller ikke frem bragt disse andre aandelige Rørelser,
og den kan ikke hindre dem i at gribe om sig og rive Masserne
til sig.
Men hvad der er K irkens store Skade er, at Kirken ikke sta ar
paa sin P o st; den forsvarer ikke sine F aar. Marken ligger aaben,
uden a t K irken kan væ rne dem, som ere betroede til dens Om
sorg. Jeg vil spørge, om det kunde ske i m indre Menigheder, t.
Eks. i Menigheder paa Landet, at Hyrden aldeles intet vidste om
en sek terisk Bevægelse, der trængte sig ind i Menigheden, og saa-
ledes ikke kunde vogte H jorden for Ulvene. Jeg tvivler ikke om,
at m an i en saadan Menighed vilde blive Vidne til en Kamp om,
hvem der skulde vinde Sjælene. Men i Hovedstaden kunne P ræ
sterne van skelig t naa dette. Medens de arbejde paa at besørge
Embedspligter, faa F ritænkere, Socialdemokrater, Romerkirken og
Sekterne Lejlighed til at drage Sjælene til sig, uden at Kirken
gør noget for at drage dem tilbage igen. Og hvorfor? Jo, fordi
Rammen er saa stor, at alt Arbejde, som P ræ sterne kunne over
komme, m aa gaa ud paa at holde den i Orden. Hvad vil det dog
sige at væ re „P a s to r“ eller „K irk
ehyrcle“ ,
for at anvende den
skønne svenske Benævnelse, for 50,000 Sjæle. Vi vide, hvad det
vil sige at væ re H yrde for 100 eller 1000 Faar. Men at have en
Hjord paa 50,000, at vaage over dem og værne dem for Ulve fra
alle S ider? Om man lagde hele sit H jerte og al sin K raft i Gær-
ningen og gik ud paa den ene Side af Lejren for at holde Faarene
tilbage og vogte dem for Ulvene, saa kunde der undertiden være
hundrede Ulve paa andre K anter af Lejren, som tog Tusinder af
Faarene, og H yrden magtede ikke at gøre noget derimod. Jeg
er derfor vis paa, at K irkens Mænd, naar de vaagne til at se S til
lingens Alvor, ville mærke, at deres H jæ rter fyldes af de samme
Følelser som de, der fyldte Jesu Hjærte, da han udraabte: „Jeg
ynkes over Folket, de ere som F aar, der ikke have nogen H y rd e“ .
Vi have H yrdenavnet, men vi have ikke længere Kraft til Hyrde-
gærningen, efter a t Rammen er ble ven saa udspændt.
Men lad os alligevel komme i Hu, at alle disse Mennesker,
som vi ikke kende, disse Halvtredsindstyvetusinde, eller hvor
mange de nu m aatte være, i vore Menigheder, ikke blot ere udøde
lige Menneskesjæ le, for hvilke Jesus er død, og som alle uden
Undtagelse have R et til, at Evangeliet forkyndes for dem ; men
de ere ogsaa døbte Mennesker, døbte i Jesu Kristi Navn, og Men