360 / 439
3 2 2
Babylons F loder med en Sm erte som P rofetens, n aa r han siger:
„Ak^ a t m ine Øjne v are en T aa re k ild e“ (Jerem ias Kap. 9, 1), tørst
da kunde H erren oprejse dem. Men hvad der saa ofte fattes os,
er, at K irkens Skade ikke hiiver os et saad an t blødende Saar.
H ave vi ikke læ rt a t græde over K irkens Nød, saa fo rstaa vi ikke
H erre n s Røst, n aar han peger p aa O prejsning. Vi m aa se denne
Nød, se den til Bunden og græde derover med den dybe Smerte,
hvormed Israels Børn græd over det ødelagte Jerusalem .
Men om vi virkelig gøre dette, saa skulle vi høre H erren s
Røst, som viser hen til en Oprejsning ud af den dybeste Nød.
D et er ham , hvis Sm erte ligger p aa vo rt H jerte, det er ham , som
er i Fæ rd med selv at hygge sin K irke op, og det første, han
derved gør, er a t k lare vo rt Blik for, hvad der behøves, for a t d e t'
skal kunne blive anderledes.
Jeg kommer herved ind paa
S vciret
p aa det Spørgsm aal, som
i Dag er blevet opstillet: K irkens Opgave under vor Storstads-
udvikling. og ]eg skal søge at besvare d et ud fra den E rfaring,
som vi gennem H erren s N aade have faaet i København.
Det gæ lder ikke saa m eget a t faa bygget nye K irker — jeg
m ener naturligvis
ikke,
at saadanne ikke bør bygges, men jeg
mener, at dette er en m indre Sag, th i de døde S tenhuse redde
ikke K irken, dette er ikke Spørgsm aalets Kæ rne — d et betyder
heller ikke saa meget, at m an deler de stø rste Menigheder i to.
D ette er noget, som ikke saa sjæ ldent er blevet udført hos os,
Kæmpesogn ere bievne delte i to Dele. H vis vi 1. Eks. have et
Sogn paa 70,000 M ennesker, og det deles m idt over, sa a a t vi i
S tedet faa to Menigheder med omkring 35,000 M ennesker i hvert,
saa er det jo godt, at en saad an Deling er sket, men det afhjæ lper
ikke Nøden. Hvis man tror, a t det kan redde K irken, tag er man
Fejl, thi en Menighed paa 35,000 Mennesker, ja . endog en Menig
hed paa 20,000 Mennesker er fremdeles en Kæmpemenighed,
u o verk om m elig
efter K irkens gam le A rbejdsm etoder.
H vad der behøves er, at man fra G runden af faar et andet Syn
p a a K irkens Arbejde, saa a t man ikke betrag ter det som dens
Endem aal og Opgave a t holde Ramm en i O rden eller at holde
M askineriet i Gang med Daab, Konfirmationer, B ryllupper og Be
gravelser, men a t man b etrag ter K irkens A rbejde som et H errens
Arbejde, som ikke er gjort, førend H erren s Maal med Sjæ lene er
naaet.