386 / 439
348
et lykkeligt Fremskridt og egentlig liavde fæstnet sig i den An
skuelse, at herefter maatte dette betragtes som normalt. Her
syntes alt Haab om en Bedring af de kirkelige Forhold næsten
udelukket, i alt Fald for lange Tider. Der er ingen Tvivl om,
at det —kirkehistorisk set —maa siges at have været en Ulykke
for Kirken, at Lovgivningsmagten saaledes i Velvilje tog sig af
den Kirkenød, som alene Menigheden havde Forstaaelse af, og
som Menigheden burde have rejst sig for at afhjælpe.
Om ogsaa der var noget nedslaaende ved i Berlin at erfare,
at den storartede Kirkebevægelse havde vist sig for ringe til at
magte Opgaven — saa var der dog endnu Haab om maaske at
rejse en ny Bevægelse. Og ikke blot vare de Kræfter, som
kunde rejse en saadan, i Virksomhed i enkelte troende Mænds
Hjerter, men disse saa ogsaa klart, hvorpaa det var, at Haabet
om Sagens Fuldførelse skulde bygges.
Det stærkeste Indtryk heraf fik jeg i en Samtale med Dr.
Dalton. Denne hørte med stor Overraskelse om den Fremgang,
Kirkesagen havde haft i København. Han har besøgt København
i Firserne, men vidste intet om Bevægelsen for nye Kirker.
Des mere overraskende var det mig at høre ham fremsætte sine
Tanker og Forhaabninger om det fremtidige Arbejde i Berlin. Gen
nem Rejser bl. a. ogsaa i Rusland, England og Amerika havde han
studeret de praktiske Kirkeforhold i de forskellige Kirkesamfund.
Resultaterne udefra forenede sig for ham med de sidste Aars
Erfaringer fra Berlin, og han var nu kommen til en Total
anskuelse, der forunderligt stemte med de Principer, vi her hos
os have arbejdet efter i hele Kirkebevægelsen. Og disse Tanker
fremsattes med Overbevisningens Varme og en forhaabningsfuld
Frimodighed, der fra den gamle „Ueberconsistorialraths“ Læber
gjorde et dybt Indtryk paa mig.
En Del af disse Tanker har han udtalt i en lille, nylig udkommen
Piece: „Ueber evangelischen Kirchenbau mit besonderem Bezug
auf Berlin“, hvis Hovedindhold her skal gengives i Uddrag.
Som Karakteristik af hele Bogen kunde anføres et Ord, som
udtales i Anledning af Firsernes modløse Stemning i Berlin: „For-
sagthed sømmer sig ilde for en Kristen; kan han i en tung,
angstfuld Tid ikke tro imod Haab, maa det tilregnes ham>som
forkastelig Fejghed, der kommer af Vantro.“