392 / 439
354
løse den uden at lade os skræmme af ukirkelige Agitatorers
Rumlerier.
„Smukkest var det og stemte bedst med den første Kærlig
hed fra Apostlenes Dage, naar Menighedens Medlemmer ydede
„Kirken, hvad den stadig brugte, ikke gennem en Skat, men
„ved frivillige Bidrag og Indsamlinger. Ogsaa af den Grund
„var dette skønnest og mest tillokkende, fordi saadanne frivillige
„Ofre i en virkelig levende Menighed indbringe langt større
„Summer, end en Kirkeskat nogen Sinde kan. Jeg kender en
„lille evangelisk Menighed paa omtrent 3000 Sjæle, deriblandt
„fattige og rige som alle Vegne. Den bar (til sin Kirke, Skole,
„Fattigasyl o. s. v.) i Løbet af 30 Aar sammensparet saa meget
„i aarligt Gennemsnit, at naar alle de evangeliske Kristne i
„Berlin blot i ét eneste Aar ydede lige saa meget i Forhold til
„Folketallet, vilde hele den øjeblikkelige Kirkenød paa en Gang
„være afhjulpen dermed. Og denne Menighed har — som jeg
„ved fra paalidelig Kilde — under alle disse Ofringer erfaret
„Sandheden af det Ord: man bliver ikke fattig af at give.“ —
Forfatteren mener alligevel, at man i Berlin bliver nødsaget til
at gribe til en Forhøjelse af Kirkeskatten (dels til Lønninger,
dels til Tilskud til Opførelsen af nye Kirker, hvor Menighedens
frivillige Gaver ikke kunne magte Sagen). „Thi vi bevæge os
„ogsaa paa dette Punkt i en harmelig Ringbevægelse. Vi maa
„en Gang samle hele vor Kraft og alle Anstrængelser for en
„Deling af de uformelige Kæmpesogne, thi kun smaa Sogne ere
„levedygtige og livskraftige; og dog kunne vi hverken vente
„eller forlange af disse Massemenigheder, hvad smaa livskraftige
„Menigheder sigte efter som skønne, modne Frugter.“
7.
Hele Kirkens Stilling kræver, at der bygges med Spar
sommelighed. De i det sidste halve Aarhundrede opførte nye
Kirker i Berlin have i Gennemsnit kostet 507 Mark pr. Sidde
plads. I hin ovenomtalte Nødens Tid i London byggede man
der 50 nye Kirker gennemsnitlig for 100 Mark pr. Siddeplads.
Denne Pris maa ogsaa kunne slaa til i Berlin. Man staar endnu
bestandig overfor en overvældende Kirkenød, og under denne er
en saa kostbar Byggemaade, som hidtil er fulgt i Berlin, ligesaa
„uvis og ubarmhjertig, som det vilde være under en Hungers
nød at række Postejer til nogle faa af de nødlidende i Stedet for
at skaffe Brød til dem alle“. Forfatteren mener, at en Del af