387 / 439
349
Bogen begynder mecl en historisk Oversigt over, hvorledes
Kirkenøden i Berlin efterhaanden er vokset i dette Aarhundrede,
samt over, hvad der er gjort for at afhjælpe den, herunder
ogsaa de sidste 10 Aars store Kirkebevægelse. Men denne
Skildring ender med at oplyse, at den store „Kirchenbauverein
fur Berlin“, der havde ført an i Arbejdet, nu i sin sidste Aars-
beretning har udtalt, at den ikke mere kunde paatage sig det
egentlige Arbejde for Kirker, men vilde rette sine Bestræbelser
paa Opførelsen af Menighedshuse med Hjem for Diakonisser.
Opgaven for Kirken i Berlin er vældig stor og Vanskelig
hederne uhyre; men man maa ikke tabe Modet, som om Opgaven
var uløselig. „Vi evangeliske Kristne vide, at det er en Opgave,
som er stillet vor Kirke af
dens usynlige Hoved, athanaldrig
stiller sine overfor uløseligeOpgaver, og at han har tilsagt sine
troende Disciple en Troskraft, hvori de endog kunne flytte
Bjerge.“ Saa stor og vanskelig Opgaven er, tvinges man imid
lertid til at tænke paa nye Midler og Veje.
Som en saadan foreslaar Dalton, da det vaagnende Menig
hedsliv alle Vegne ses med Nødvendighed at kræve Menigheds
huse, at man i Berlin, hvor der i de kolossale Sogne lige haardt
savnes Kirker og Menighedshuse, skal gøre sig Opgaven lettere
ved ikke at hygge disse hver for sig, men sammen, under samme
Tag, Menighedshuset under Kirken. Thi „vi have fra vore refor
matoriske Fædre som en dyrebar Arv, vi holde højt i Ære,
„den dybt rodfæstede Overbevisning, at for os Protestanter gælde
„Kirkerne ikke mere for Guds Huse i den Forstand, at Gud
„udelukkende eller fortrinsvis skulde besøge os i dem fremfor i
„vore Hjem, at vor himmelske Fader skulde opslaa sit Paulun
„der ligesom i det allerhelligste i Templet. Hvor som helst i
„Verden, det være i Kirken, det være i vor Dagligstue eller
„vort Arbejdsværelse, to eller tre komme sammen i Guds Søns
„Navn, der er han, i hvem vi se Faderen, midt iblandt os, og
„det, efter hans Forjættelse, alle Dage indtil Verdens Ende.
„Denne glædelige Sandhed slaar Rod og træder frem i hele sin
„lyse Skønhed hist ved Jakobsbrønden i denne Herres Enesam-
„tale med den samaritanske Kvinde, hvori der er en Kraft
„til at omdanne Verden, den Gang Jesus henviste til den korn-
anende Tid, i hvilken man ikke skulde tilbede Faderen hverken