390 / 439
352
af de kolossale Pragtbygninger; nu er det i al Fald betydeligt
vanskeligere.
3. Det grelle Misforhold mellem indfødte og indvandrede i
Berlin har endnu en anden ulykkelig Følge. Disse Skarer af
indvandrede føle sig ikke knyttede til noget Sted som deres
kirkelige Hjem, og naar de saa tilmed af og til flytte, blive de
ganske uden Forbindelse med Kirken. Forfatteren udtaler der
for Ønsket om en Ændring i de for Berlin gældende Kirke
bestemmelser, hvorved det kunde tillades et Menighedsmedlem
vedblivendte at tilhøre den Menighed, hvori han føler sig hjemme,
selv om han flyttede udenfor Sognets Grænser. Og „naar en
„fremmed flytter til, maa en levende Menighed ikke lade noget
„uforsøgt, for at den enkelte kan føle sig hjemme i den, at han
„kan mærke, hvorledes den bærer Omsorg for ham.“ Men saa-
dant lader sig ikke opnaa i Kæmpesogne. Ud fra den Kends
gerning, at Byens Befolkning flytter hid og did, drager Forfat
teren, som man ser, den Slutning, at smaa Sogne med et levende
Menighedsliv ere dobbelt nødvendige, medens man her har søgt
at bevise, at samme Kendsgerning gjorde smaa Sogne menings
løse og umulige.
4. „Blandt det, som stærkest fremmer et kraftigt Menigheds
liv og en inderlig Sammenslutning af Menighedens enkelte
„Medlemmer, maa nævnes dette, at der stilles dem en stor Op-
„gave, og da allerførst de fælles Anstrengelser for at opføre en
„Kirke, Menighedens egen hjemlige Arne. Lykkelig den Menighed
„og den Præst, som Gud stiller foran en saadan Opgave! deres
„Snore faldt paa de liflige Steder! Hvor er det fremdeles paa-
„faldende for den, som drager ind til Berlin fra andre og lykke
ligere Menighedsforhold, at se den Maade, hvorpaa man her
„plejer at ordne sligt, at det er Øvrigheden, Synoden, som, naar
„den skrigende Trang til en ny Kirke ikke længere kan overhøres,
„lader Bygningen opføre, og først derefter, naar Kirken allerede
„er indviet, bliver Sognet udskilt og modtager Kirken som en
„Gave, og Sognepræsten udnævnes, som for Fremtiden skal
„prædike i den nye Kirke. Ingen Menighed har forud elsket
„denne Kirke som sin! Den rige Velsignelse, som Gud lægger
„til saadan omsorgsfuld Kærlighed, er gaaet tabt for det bagefter
„udskilte Sogn. Fordi Udnævnelsen kom saa sent, har der
„ingen Præst været til at oplære Menigheden i denne vidunder-