119 / 156
110
at det er hans kongelige Majestæts Yillie, at et Exer-
cerhus i Rosenborg Hauge skal bygges, saa paalægges
af livis Egennytte og Vindesyge? Det maae Gud vide, jeg veed
det ikke; jeg kiender ingen liverken Høie eller Lave, som har
liavt Havens Bestyrelse under Hænde, ei heller veed jeg, om
deres Tænkemaade kunde tilstæde Underslæb; men Donten, jeg
har ommeldet, den er øiensynlig.
3. Pladsen ved Orangeriehusene var rigtig nok, somAvis
skriveren siger, en skyggefrie Slette; men den havde dog sine
Behageligheder; det var alletider skiønnere for Øiet at skue hen
over denne vakkre Plet til Orangeriehusene og Volden, end nu
da et opreist Plankeverk graaner Synet. Hvad ellers Manden
vil sige med det latterlige Ord vorläufig, veed jeg ikke, i et
saa lille Stykke kunde der ikke tales meget vorläufig.
4. For den tænkende Mand er Krigen unægtelig det ulyk
saligste, det Menneskekiønnet meest fornedrende Optrin; lad os
fremkalde de gyselige Billeder i Sielen, naar den blodige Val
plads ligger opdynget af nedfældteUlyksalige, sommed sønder
knuste Lemmer og stønnendeBarm vride sig underDødensSkræk
og Piinsel, indtil den forbillende Hestehov søndertræder deres
Isse. Lad os tænke os deUlyksalige, sommaae overladeHustrue
og Børn til Elendighed, og selv trække i Marken for at lade sig
martre ud afLivet, blot fordi enFyrstesLune krævedeMoerskab,
eller han fik i Sinde at vinde en unyttig Strimmel Land fra sin
Naboe. Ikke menes her den Kamp, som opstaaer, naar det
gielder at forsvare sin Konge, værge Fædrenelandet, eller stifte
Lyd imellem Nationer; da drager den kiække Mand villigen i
Striden, og hans seirende Arm viser, at han ikke stred for den
uretfærdige Sag.
5. Da jeg nævner et tiaarig Forløb, seer man, at jeg ikke
blot har menet til de sidste Tider med mine Beklagelser; dette
er et uomstødelig Vidnesbyrd paa min sandrue og velmeente
Bedelighed. De Ord, gierrige Forpagter, kan ingen uden Ond
skab eller Taassevurrenhed, ansee for hensigtende; enhver seer
tydelig, det er en blot Lignelse.
6. Avisskriveren udlader sig med, jeg har sagt, at Larm
af Trommer og Piber kysede Nattergalerne bort: nei min kiere
Vimdbeutel, omAftenen lader Nattergalen sig først høre, og da
er Trommeriet forbi; hermed sigtede jeg tilbage i Tiden; for
en halv Snees Aar siden hørte vi Nattergalen, som siden blev
bortskremmet ved voldsomMedfart; men her var det, min Avis
skriver skulde prøve paa at giøre mig latterlig, thi høist ufor-