120 / 156
111
mig derved Taushed i Henseende til det Tab, som
Publikum da igjen lider paa dets Promenade i Rosen
skammet, somlianhavde udskiældet mig for, det vidste hannok,
var plat umuelig at bevise, men latterlig kan man giøre enhver
Ting; saaledes gnavede denne Øienskalk paa mig med sin fule
Klaffertand; thi derved vilde han tilliste sig Yndest.
7. Det Stykke, somnu er indhegnet til Blomsterbede, var
Forfatteren et ubehagelig Syn; Havens] Opsynsmænd kan have
havt gode Grunde og Hensigter med at indringe denne Plet;
den nu værendeKommendants ogGartnersBestræbelseforHavens
Fremvext, lader os ikke formode andet; men i mineTanker leed
dog den yndige Granne-Gang derunder.
8. Nemlig, dersom Oprydningen ikke havde standset. Den
smukke Kavaliergang kaldes her kun støvet, for saavidt den
stundumbetrædes af alt for store Menneskeklynger.
9. Dette Punctum forklarer sig vel selv.
Hvo vil nu finde noget fornærmeligt, noget diærvt, noget
fripostigt, noget frækt, noget stiklende, noget bidende, noget
fremfusende, noget forvovent, noget latterligt, noget liøist ufor
skammet i dette Stykke?
Saaledes har jeg da trukken denne listige Avisskrivers
Rævehale frem for Dagen, og viist, hvorlunde han uforskyldt
vilde sætte redelig Dannemand Iilik paa. I øvrigt, vil enhver,
som læser ham, lettelig see af hansudenad lærte, sladderagtige,
tydske Romanstiil, at det er en ussel Smørere, og en Bønhas i
Literaturen.
Hvor jeg har forsvaret de af migforhenomRosenborg-Have
yttrede Tanker, troer jeg at have brugt al den Beskedenhed og
Agtelse, som jeg var Sagen og de høistærede Læsere skyldig.
At tiltale en Mand, somuforskyldt havde overfuset mig, i den
lave, sagtmodige Stemme, det vilde væreoverdrevenSpagfærdig
hed og Cujonerie: enhver seer let, at det ikke burde være mig
saa meget omat giøre, at tvistesmedminAngribere, somat tugte
ham. Havdejeghavt at bestillemedenmandhaftig, redeligModstan
der, skuldemineForsvarsgrundeværebievnefremsatteudenBebrei-
delser, og venskabeligUndersøgelse væreØiemedet af min Tvist:
men her havdejegeenformig, somvildeforhaanemigmedKlaffer,
og maaskee opvække de Mægtiges Uvillie, ved at fordreie mine
Ord. For min egen Skyld havde jeg aldrig svaret denneMand:
jeg anseer de af mig fremsatte 26Linier, for alt ubetydelige til
at man derom skulde giøre Staahey i et offentlig udenlandsk
Avisskrivt; og jeg veed nok, at den retsindige, frimodige Tale
skal vrangelig udlægges, og velmeent Nidkierhed stilles til