AdmiralCCZahrtmann

V E S T I N D I E T O G T

I O I

I sine Breve gav Zahrtmann sin Hustru en Dagbog over Køben

havns L iv, særligt over den Del af det, hvorom hun higede efter at

vide alt, smaat og mindre smaat. Herunder blev han, som naturligt

var, selv dreven ind i at sysselsætte sin Tanke med sligt, mere end

godt var, selv om han ikke tabte sit skarpe Blik for dette Livs tomme

Lader og sit sarkastiske Omdømme af dets Mangler. Ved Siden

heraf skildrede Brevene hans flittige Arbejdsliv, som tegnet i sin Hel

hed her i foregaaende Afsnit Søkortarkivet. Da dog Brevenes spredte

Meddelelser fra hans jevne daglige Dont ikke turde regne paa at

vinde Nutidslæsere, maatte de her forbigaas. Selv af disse saaledes

ensidigt givne Brevuddrag turde man føle et Tryk af den Fare, Z.

løb, hvis han ikke snarligt kunde ombytte København, der femten

Aar tidligere havde staaet for den unge Sølieutenant som et „Rak

kerhul“ , med at faa et Skibsdæk under Foden, frisk Saltvandsbrise

i Lungerne.

V E S T I N D I E T O G T

Zahrtmann var inde i sit fyrretyvende Aar, inden det høje Ad

miralitet, hvis Gunst han havde gjort sig næsten Flid med at for

skerse, gav ham Skib at føre. Det satte ham 2. April 1833 til Skibs

chef paa den nybyggede Brig Allart under dens første Togt. Den

stod forbi Kronborg 2. Maj, Øen Whigt 9. Maj, Portugals Kyst 22.

Maj, laa til Ankers paa Madeira Rhed fra 28. til 3 1. Maj, og kom

22. Juni til St. Croix. Zahrtmann var glad i sit Skib, der viste sig at

være en hurtig Sejler, og hvor som helst han kunde finde Lejlighed

dertil, lod han det løbe om Kap med fremmede Skibe; altid forstod

han at sejle Britten og Franskmanden agterud. Ikke des mindre fik

hans Næstkommanderende C. van Dockum det Indtryk: Som Sø

mand stod Z. ikke højt, uagtet Marinen betragtede ham som en af

dens dygtigste, praktiske Officierer. Her stod den unge Skole imod

den gamle; van Dockum kom frisk fra en femaarig Uddannelse i

fransk Tjeneste, i hvilken han 1827 havde deltaget i Søslaget ved

Navarino, og saa følgeligt ned paa den gamle danske Skole; hans

raske Dom skulde Z. ogsaa senere gjøre til Skamme.

Med Skibets Officerer kom Zahrtmann til at staa paa en ypperlig

Fod, ikke mindst med van Dockum, der senere vidnede, at Z. her

om Bord vandt en Godhed for ham, hvilken aldrig under de forskel

ligste Forhold nogensinde i Livet svigtede („Min Samtid , Rigsark.).

Fra Atlanterhavet skrev Z. 16. Juni til sin Hustru: Jeg kan endnu

ikkun kalde min Besætning daarlig organiseret, da den har gjort

langsommere Fremskridt i saa Henseende end mine yngre Officerer,

dem jeg vistnok vil blive ret tilfreds med. Hvad der i de daglige

Samtaler meest frapperer mig, er tydeligen hos de yngre Folk at

spore Tids Aanden. Du veed, at jeg er meest vant til at omgaaes

med Folk ældre end mig selv, og som Følge deraf at være een af de