AdmiralCCZahrtmann

124

K O N G E N S A D J U T A N T

8. Avg.,

Wyk: Hertil kom vi iforgaars. Svaret [paa Sprogpeti

tionen] er for langt; aldeles kort og altsaa skarpere vilde man ikke

have det; men havde Storfyrstens [Constantins] Ankomst tilladt

mig, efter Aftale, at komme til Tillisch, saa skulde jeg bestemt have

faaet enkelte overflødige Ord ud. Svaret blev discuteret i Statsraad

paa Sorgenfrie om Aftenen, efter at Storfyrsten havde spiist der,

og da Kongen var tilbage fra Bernstorff; Kronprindsen var meget

monteret og gjorde et Spectakel om Constitution etc., hvorefter Ste-

mann bragte ham ordentlig til Taushed. — Paa Gravensteen skulde

jeg referere en vidtløftig Sag om Fregatterne, Marocco og Thor-

valdsens Sager fra Italien; jeg forelæste ham [Kongen] et Udkast,

jeg uopfordret havde giort, fordi det ilede; han forelæste derefter

et Udkast, han mig uafvidende havde giort, men tilføiede strax: Me

ningen er den samme, men bliver ved Deres Svar en fuldstændigere

og bedre, — og da jeg bad om hans Manuscript for at benytte en

kelte Udtryk deri, gav han mig det, men bad mig at bibeholde min

egen Stiil. Jeg kan saaledes intet Øieblik tvivle paa, at jeg er en

affaire de tête, men ikke de coeur, og Aarsagen hertil ligger snarere,

troer jeg, i Andet, end at den, som Du mener, ligger i Fødselen.

Jeg har et Navn indenfor Hoffet, som stundom; generer, og herpaa

havde jeg et saare comiskt Exempel: Den unge Prinds [Friedrich]

af Preussen (Prinds Carls Søn) var meget levende, videbegierlig og

interesserede sig for alt Søvæsen i en særdeles Grad; han kom in

cognito til Thee paa Sorgenfrie, da jeg havde Jour og naturligviis

holdt mig tilbage. Siddende ho,s Dronningen paa Sofaen spørger han

hende, hvem jeg var, og siger, at han ønskede at giøre mit Bekiendt-

skab; hun kalder mig derfor, staaer op og presenterer mig for ham;

han gaaer hen i Vinduet med mig og begynder en Conversation, som

[den preussiske Gesandt, Baron de] Schoultz fandt for lang, hvor

for han kom og afbrød den med at presentere Ahlefeld for ham; jeg

gik til næste Vindue, og et Øieblik efter kom Prindsen og begyndte

forfra. Dette giorde det uvilkaarlige snurrige Indtryk, at da Prind

sen var borte, kom Kongen og førte en lang Samtale med mig, en

Ting han naturligviis ellers aldrig giør i Salonen med Jouren, hvem

han jo har fra Morgen til Aften. Ved Afskeden fortalte Schoultz

mich weite und breites over min Anseelse i Berlin, da det var

Prindsen paalagt at søge mit Bekiendtskab. Denne Prinds forekom

mig at være Storfyrsten supérieur. — Saameget har jeg endnu aldrig

talt om mig selv og Hof jammerligheder som her, og jeg kunde til

visse ikke giøre det til nogen Dødelig uden til Dig, min elskede

Kone, til hvem jeg endog ikkun giør det, fordi jeg ikke vil have,

at Du skal troe mig aldeles godtroende eller uopmærksom for, hvad

der omgiver mig, og at det er et Hof jeg er ansat ved, men derimod

beder jeg Dig at være overbeviist om, at jeg under alle Omstændig

heder uforandret vedbliver at være ligegyldig herved, maaskee

endog i en høiere Grad end nogensinde forhen.

i j . Avg.,

Wyk: Din Fader kom her igaar i bedste Befindende