129 / 218
126
K O N G E N S A D J U T A N T
hver Aften til Theen fortæller Eventyr! — Prindsens Opførsel imod
hans døende Kone har været exemplarisk, og den alene er det, som
nu binder den keiserlige Familie til ham, thi Yttringer som den af
Keiserinden: Mais Fritz, veux-tu done aussi emporter les chemises
d’Aldine?, — eller den af Keiseren: Il est d’une ignorance compléte,
il faut qu’il s’intruise, et vous ne saurez pas l’occuper chez vous;
qu’il aille prendre service en Autriche!, — dette vil nu hverken Kon
gen [hans Morbroder] eller Landgreven [hans Fader], men Land
greven vil blive hierteglad, hvis han erfarer den Yttring. Keiseren
havde ogsaa til Oxholm udtalt sig meget skarpt om Tilstanden her og
den Svaghed, man viste [Harald Oxholm havde været Cavaleer hos
Prinds Frederik af Hessen paa dennes Middelhavstur om Bord paa
Thetis 1842 og paafølgende Bryllupsreise til St. Petersborg].
4.
Sept.,
Wyk: Dagens store Nyhed, Din Faders splendide For
æring til Dronningen, vil han selv kunne fortælle Dig om, ligesom
han til hende ved den Ledighed har sagt, at jeg efter Fødselsdagen
[Kongens, 18. Sept.] agtede at tage Permission til at afhente Dig
og Børnene [i Altona]. Tillisch har indbuden sig selv til at spise hos
os med [H. C.] Andersen, hvem han vil lee over med Elisabeth og
Mimi.
6.
Sept.,
Wyk: Prinds Friedrich har, efter at han vidste sig at
være [sin afdøde Gemalindes] Arving, aldeles handlet paa egen
Haand, omgaaende Prinds Christian og Oxholm, da han vidste eller
formodede, at de vilde staae paa, at han skulde giøre pecuniaire Offre.
Her er Talen om 220000 Rubler, der ei ere hans Eiendom, men
hvoraf han har l’usufruit; thi hvad heraf er tilbage efter hans Død,,
tilhører Rusland. Prinds Chr. skal nu forestille [Keiseren], at Prinds
Fr. i sin dybe Sorg ei har tænkt paa at efterlade Gienstandene, dem
man bestemt veed, at Keiseren ei vil tage tilbage. Herpaa stoler
Prindsen og Landgreven, og selv Rex synes, at Summen er betydelig
at renoncere paa. Værdigheden udgaaer altsaa fra anden Linie [Chr.
af Glucksborg], og den vil have det tilbageleveret, hvilket man alene
haaber at Prinds Chr. vil være istand til at opnaae, især naar han til
byder Forøgelsen af Stiftelser i Petersborg derfor eller Oprettelsen
af en ny Stiftelse af samme Slags i Kiøbenhavn. Lykkes dette ikke,
saa trøster man sig paa vedkommende høie Steder, og saaledes maae-
Du og jeg ogsaa giøre, thi det er jo ikke vor Ære, som her er sat
paa Spil. Prindsens Ønske er at gaae gjennem Schwitz til Rom, men
dette er det, Keiseren sætter sig imod med den Bemærkning, at det
er høi Tid han lærer noget; dette skeer imidlertid neppe nu, da han
har 40 000 Specier aarligt at fortære, og da den Lykke, han havde
giort, har bibragt ham en ny vanité, den at han troer at have et godt
Hoved!
8.
Sept.,
Wyk: Hoffet er iaar blevet mig meget modbydeligere,,
ingenlunde paa Grund af Selskabet eller Tonen, der har været bedre
end nogensinde, men fordi man altfor ideligen maa lukke Øinene og
meer og meer savner Traad og Princip, il n’y en a plus, et nous-