AdmiralCCZahrtmann

K O N G E N S A D J U T A N T

saaledes har Reisen efterladt den behageligste Erindring hos Alle.

Dette burde jo glæde hende, men Øinene stode hende fulde og ikke

af Glædestaarer. Efter Couren [hos Kongen] førte [Overhofmar

skal] Levetzau mig ind og sagde: Her har jeg den Fornøielse at

presentere Deres Maiestæt en ny Kammerherre. Hertil taug hun,

men aldeles, saa aldeles som om hun havde faaet et Ørefigen, og saa

længe, at jeg tilsidst fandt mig foranlediget at sige: Hans Maiestæt

har ved denne Ledighed som ved alle foregaaende viist sig uende

lig naadig imod mig, og min Taknemmelighed svarer til Hans Maje

stæts uendelige Naade. Herpaa sagde hun endelig: Nu reiser De vel

snart?, __ hvortil jeg svarede: Jeg ønsker at reise snart, men jeg

beder ikke Kongen derom, førend jeg har opfyldt min Pligt og

fuldført denne Jour. Nu blandede Kongen, der havde været Vidne

til det Hele, sig deri ved at sige: Det er naturligt, at Z. længes

efter sin Familie; — og nu gik det da atter i Lovtaler over Wanda

og hendes Naturlighed etc. etc. Du seer altsaa deraf, hvordan Landet

ligger, og at jeg ei har Dronningen at takke for Nøglen. — Adler

selv blev meget flau, da jeg sagde ham, at vel underrettede Folk

ansaae ham som Hertugens bedste Støtte hos Kongen og som den,

der med Møsting havde ansadt Statholderen, — men vilde ei ved-

gaae dette [Z. rejste 25. Sept. til Altona for at hente sin Familie

hj em].

3 i. Ju li 1846,

København: [Z. vendt tilbage fra at have fulgt

sin Familie til Altona]. Ewald meget beroliget ved mm Ro, bad mig

strax at tage til Sorgenfrie. Kongen er vel rolig og fuldkommen

fast; han afbrød Arbeide med Tillisch, saa at jeg ikkun talede ham

kort, men høist betydningsfuldt; jeg sagde ham, hvor uforandret

roligt Alt var i Holsten, og at det ikkun brændte 1 Aviserne; han

sagde mig, at J. Criminil [kgl. Commissarius ved de holstenske

Stænder] insisterede paa at ophæve Stænderforsamlingen, hvilket

jeg paa det allerbestemteste fraraadede, da dette netop var hvad

Stænderne ønskede, men at lade dem blive samlede just nu, da der

efter den første Ruus var fulgt Flauhed, — og dette var ogsaa hans

Mening. Jeg raadede ham til den allerurokkeligste Fasthed og a er-

mindst at høre paa de Høiest Staaende, og jeg er vis paa at han

i denne Sag [Kongens aabne Brev af 8. Juli om Arvefølgen] holder

dette. Jeg sagde ham, at Statholderen var en Anomalie, hvortil han

svarede: Ja, vistnok, men jeg ønskede helst, at han selv søgte at

gaae. Kongen sagde mig endnu, at det havde været ham kiært at

tale med mig hiemme.

1 1 .

Ave.,

Wyk: [Ankomst

- A vg .]. Med mig er saaledes all

right men dette er det paa ingen Maade med Alt. Statholderens

Afgang, som var saa yderst vigtig netop nu, er bestemt ajourneret,

og alle Omgivelserne ere bievne duperede og, som det synes, med