15 / 218
1 2
H J E M M E T
Braem. Schinkels ustyrlige Voldsfærd var Hvermand kendt; han var
1765 endog blevet underkastet Generalfiskalens Tiltale for at have
overfaldet Landsdommer Christen de Leth i dennes Bolig i Viborg
med Hug og Slag, revet og spyttet ham i Ansigtet, skældet ham og
tilføjet ham anden Overlast. Det forstaas da let, at Zahrtmann vaa-
gede den Nat med Vaaben uden for Døren til Sovekammeret, som
hans Hustru, uden at kunne lukke et Øje, delte med Frøken Schinkel,
der var ene om at sove sødeligt. Hendes Bryllup med Braem holdtes
19. Okt. 1792 paa Rydhave; Ægteskabet endte i Ulykke. Det er
skildret af M. A. Goldschmidt i „En Hederejse i Viborg Egnen“ og
har givet St. St. Blicher Grundlaget for hans Fortælling „Eneste
Barn“ .
Til sin Menighed traadte Henrik Zahrtmann i et inderligt For
hold, som hævdedes gjensidigt igjennem 35 Aar, lige til hans Død.
Hans Kundskabsfylde, særligt hentet fra Oldtidens græske og la
tinske Forfattere, gav hans Tale et bredere Grundlag end vel de
fleste samtidige Præsters og gjorde ham til en ypperlig Lærer, som
mildt tænkende holdt sig fjern fra fremvoxende Stridsstader i For
kyndelsen. Selv oprigtigt troende gav han den kristne Læres Sand
heder L iv ved at lægge dem som Rettesnor ind i Samfundets og
hver enkelt Tilhørers Livsopgaver. Han følte sig maaske bedst i
Overensstemmelse med Apostelen Pavlos’s Ord til Romerne: „Lader
os tragte efter de Ting, som høre til Fred, og dem, som tjene til
Opbyggelse.“ Han ejede en vaagen Sans for, at denne Verdens Op
gaver ikke maatte forsømmes.
A f slige Opgaver stillede hans Præstekald ham ret mange. Særligt
glad var han i det store Landbrug, dels paa Embeds jordene, dels
paa hans egne Tofter: „Mit heldige Landbrug holder mig fri af
Næringssorger“ , skrev han i Armodsaaret 1814. Gaarden i St. Mo-
gensgade med de lange Længer omkring den rummelige Gaardsplads,
hvis Midte indtoges af en stor, stenkarmet Vandingsbrønd, husede
Heste, Køer, Korn. Endvidere sattes han 16. Okt. 1802 til at være
Provst for det Viborg omgivende Nørlyng Herred (Stiftprovst),
og efter sin Svigerfaders Død 7. April 1805 virkede han et godt
Fjerdingaar som Biskop. Disse Stillinger gav ham øget Syssel med
Livets Gjøremaal.
Den røde Gaard paa Mogensgade blev et gæstfrit og yndet Hjem
i Byens Selskabsliv. Z. fremmede dette ved at være Medstifter af et
litterarisk Selskab, omtalt 1799, og i 1820 af et Læseselskab. Med
sin gamle Kærlighed til Skuespilkunsten støttede han tilrejsende
Skuespillere (Schwarz’s og 18 14 Liebes Selskaber) og stillede sig
18 14 i Spidsen for „Dramatiken“ som en af dette Selskabs „stiveste
Stiftere og Befordrere imod de højeste gejstlige og verdslige Avto-
riteters Modskrig.“ Han nød den Glæde, at dets Theateraftener hur
tigt vandt ind i Omgangslivet som et umisteligt Led, hvilket snart
alle kappedes om at holde oppe. Kunde end Herr Stiftprovsten selv
ikke optræde paa Scenen, saa udlaantes dog Provstens Buxer til en