AdmiralCCZahrtmann

i 6

H J E M M E T

anvise i Kancellie-Raad Becks, min Velgiørers Hauge; søg en

Granne-Hække, hvis Tæthed undertiden fødede den melancholske

Siel

. I den nordre Del af Bernstorfs Lyst-Skov finder De en

nydelig Slange-Gang, hvor jeg ofte vankede og i dine Skrifters Læs

ning besieledes med henrykkende Høyagtelse for dig, udødelige Men-

delssohn! I de uforlignelige Skygge-Gange i Havens søndre Side

vil maaskee Deres trætte Fod hvile sig paa en Bænk og lige over

for Dem bemerke et mishandlet Z. Her sad Deres Ven ofte og be

tragtede med taus Henrykkelse de fem Træer, som staae saa besyn

derlig samlede paa dette Sted. Skaan ham for Deres Latter. Hans

vilde og sværmende Indbildning drømte om Saligheder. Herfra van

kede han frem igiennem Skovens løvtakte Gange; han læste og

tænkte over Menneskehedens Philosophie; og her vendte han tilbage

i g i e n

Deres Reyse-Dage i disse Egne blive saa lykkelige, som

mine kere Dage der var; og jeg kiender da intet høyere eller ven

skabeligere Ønske.

1825, 29. Nov. Viborg. H . C.

til K. L. Rahbek.

— Gode gamle

Ven! Ligesom det glædede mig inderlig at see, at det var just Dig,

der havde nævnt min mellemste Søn som hæderlig Student, og at

finde Dit Navn under hans hidsendte Karakteer-Seddel, saaledes er

jeg forvisset om, at Mindet om et gammelt Venne-Navn ogsaa har

ved disse Dine Embedshandlinger vakt i Din aabne og deeltagende

Sjæl sand Glæde. Denne Tanke bestemte mig til endnu inden Enden

af min Løbebane her at tilskrive Dig disse Linier. — Tak for den

mig med Overlærer Dorph tilsendte Hilsen. At høre mig ermdret

af gamle sande Venner glæder mig endnu ligesaa livlig, som det

fordum smertede mig endog i Smaating at have gjort vor første

fortrinlige Ven Kjerulff imod. Ja, han og Kone, disse saa saare

elskværdige Mennesker, forlode os tidligen . . . . Mad. Rosing, vor

fælleds Moder, seer Du vist engang imellem. Bring hende min op

rigtige Hilsen som et Aftryk af den inderligste Taknemmeligheds Fø

lelse . . . . Jeg har havt det Held, her stadigen at beholde en sand

Ungdomsven Justitsraad Gjørup. Endnu som Olding beholder han

al sin ungdommelige Fyrighed, og vi passiare mangen en Aften væk,

uden at henflye til det usle Kortspils Nødhjelp, om gammelt og nyt,

dit und dat und dergleichen. — Min Næringsstilling her er nu som

Geistlighedens i Almindelighed. Min Hoved-Indtægt var og er 150

Tønder Rug, der forhen med Vished kunde regnes over 500 Specier,

nu neppe til 150. Og Skatterne ere firedobbelte, og Familien er tal

rig. Og af denne talrige Flok, 4 Døttre og 5 Sønner, har jeg dog

ey een eeneste at miste. Alle ere de sunde paa Sjæl og Legeme, alle

virke de villigen og omhyggeligen, hvad de kunne, til Gavn og Glæde

for Forældre og Sødskende

Det er en sand Lykke for os her

at have saa god en Skole, . . . . og Hasselbalck er den sandeste Fader

for sine Disciple. Du vil vistnok erfare, at disse, efterat de forlængst

have forladt Skolen, endnu omtale ham med den kjerligste Ømhed.

Og Disciplenes Vidnesbyrd, saavel om deres Lærere, som om deres