177 / 218
174
M A R I N E M I N I S T E R
for dem skulde jeg dog intet have at frygte af vore Krigsskibe. De
have for Resten alle Ordre til at anløbe England.
23.
Okt. 1849:
Min Grundsætning er og bliver: Gud vil gjøre
os lykkelige i Morgen, vi ville være det i Dag, og saaledes blive vi
aldrig lykkelige.
17.
Febr. 1830:
Lorenz Frølich har skrevet til mig, at de virke
ligt hos Erichsen [danskfødt Købmand i London, nu fallit] ere inde
med den store Sum af 22000 Pund, men kunne dække det, kun be
høve de nogen Kredit. Jeg har svaret ham, at naar han giver mig
sit Æresord paa, at jeg intet kan tabe derved, kan han hos mig
disponere over 40000 Mark Banco. Hvis den gamle Tutein ved en
saadan Lejlighed intet vil gjøre for sin Svigersøn Jacob Frølich,
havde han gjort bedre i at være død lidt tidligere.
6.
Dec. 1830:
Min Mening er simpelt hen denne: Danmark bliver
fast ved den Grundsætning, „ vi underhandle ikke med Oprørere,“
— og siger dernæst, „for Slesvig ville vi selv sørge, for Holstens
Underkastelse maa Tyskland sørge, — alt hvad der konstitueres i
Dresden for Forbundslandene, ville vi oktroiere for Holsten.“
6
.
I Spørgsmaalet om Thronfølgen havde Zahrtmanns Tanker alle
rede tidligere kreset omkring Prins Christian af Glycksborg, og som
Minister vedblev han at arbejde for at faa denne ærligt dansksin
dede Mand bragt frem i Forgrunden. Frederik den Syvende viste
helst Spørgsmaalet om, hvad der skulde ske, naar han var død, fra
sig; og plagede hans Ministre ham altfor haardt, forskansede han
sig ved stædigt at foreslaa dem en eller anden umulig Peter af Ol
denborg. Ilde stemt ved at se Smøleri i denne vigtige Sag søgte
Zahrtmann en alvorlig Samtale med Kongen og opgav den ikke,
førend denne havde givet sin Indvilligelse til at stille Prins Chri
stian i Forslag som Thronfølger.
Da Frederik den Syvende og Biskop Mynster 7. Avg. 1850 over
raskede alle Ministrene ved at gjøre Lensgrevinde Danner til Kon
gens Ægtehustru, var Zahrtmanns Ministergjerning allerede endt
en Maaned tidligere. Hvorledes han saa paa Kongens Ægteskab,
kom frem, da en Hofmand søgte ham i hans Hjem for at føle sig
for, hvor vidt han og hans Hustru vilde tage imod en Tilsigelse til
Kongens Taffel. „Naar Kongen befaler, har jeg at lyde,“ svarede Z.,
„men min Hustru maa selv svare for sig.“ Da nu Elisabeth Zahrt
mann traadte ind i Stuen og hørte, hvad Hofmanden havde paa
Hjerte, gav hun ham øjeblikkeligt et saare djervt Afslag: „Jeg —
nej aldrig sætter jeg mig til Bords med Kongens Hore!“
E t lille Sideskud af Udenrigspolitiken blev 1849 lagt i Zahrt
manns Haand. Østrig, som i K rig med den sardiniske Stat havde
tabt sin største Flaadestation Venedig, sendte Korvetkapitajn Greve
Carolyi til Danmark i det Hverv der at finde en Søofficer, der kunde