545 / 622
FORHOLDET MELLEM RIGSDAG OG ADMINISTRATION
53 5
Have vi nu altsaa bestemt Politikeren
J
aco b sen
først som afgjort
Konstitutionel og indenfor Konstitutionen som Konservativ, saa er det
interessant og reflekterer smukt paa hans Personlighed at se, hvorledes
disse to politiske Karaktermærker ere Kjød og Blod hos ham, ere Dele
af hans Karakter. Det er navnlig i Tider som vore, hvor Hensynet til
at bevare eller opnaa en Plads i Rigsdagen, Magt eller Indflydelse
spiller en saa stor og ofte en saa mærkelig Rolle, interessant at undersøge
en Personlighed, der har hvad man kunde kalde politisk Samvittighed,
og det en vaagen politisk Samvittighed, og for hvem denne er virkelig
afgjørende. Som Led i en statsretlig Organisme har han en
Ansvars
følelse
overfor denne Statsret, der er let at sætte i Bevægelse og giver
stærke Udslag. Det gjælder paa den ene Side at dække Konstitutionen,
Folkets politiske Evangelium, det gjælder paa den anden Side at gjøre
Regjering mulig og frugtbar
med
Konstitutionen, — derfor maa den, efter
hans Mening, være konservativ. Vi have i førstnævnte Retning allerede
nævnet
J
a c o b s e n s
Opposition i 1854 og hans Forlangende
0111
Garanti
for de kongevalgte Landsthingsmænds Uafhængighed ogsaa opad til. Vi
skulle endnu anføre et Par Udtalelser, der dreje sig om Forholdet
mellem Rigsdagen og Administrationen.
I Folkethinget 1863—64 (se Rigsdagst. Folketh. 1863—64, Sp. 1933)
hedder det i Anledning af en Lønningslov for Universitetet: »Tillige
vil jeg bemærke, at det vel er ganske sikkert, at man tidligere har
kunnet afskedige Embedsmænd og derved har kunnet udøve Indflydelse
paa dem; men foruden den Myndighed, Regjeringen derved har over
Embedsmændene, vil den faa en endnu større Magt over dem ved
Retten til, hvor Loven ikke er fuldstændig klar, at kunne nægte dem
Lønningstillæg, som de have Krav paa. Der er i korvejen en Ind
flydelse til Stede, som kan være farlig nok, men den bliver større, naar
en saadan Ret bliver tillagt Ministeriet.« Og en anden Gang, som
kongevalgt Medlem af Landsthinget, da
A
l g r e e n
U
ssing
i Samlingen
1868—69 havde stillet et Ændringsforslag til Finansloven
0111
at stryge